Sara vokser op som den forhadte fogeds datter, men bliver som ung enke i stedet en respekteret jordemoder i Ålesund.

Toril Brekkes roman om jordemoderen og hendes datter, der også hedder Sara, er en fortælling om identitet og om den diffuse længsel efter frihed.

Stedet er Norges nordvestland, tiden er 1800-tallet. Kvinders vilkår er barske: Mange dør i barselsseng, børnefødslerne er mange, børnedødeligheden høj, og i Ålesunds fiskersamfund bliver mange enker i en tidlig alder.

Saras børn er stolte af deres dygtige mor, der er anderledes end de andre kvinder. Hun slås for bedre hygiejne og bedre vilkår for barselskvinder. Men af og til er det en ensom kamp, så da den lokale skolelærer frier til hende, siger hun ja. Hun ser ham som en venlig, belæst og gavmild mand, der kan gøre livet lettere for hende og især for hendes børn. Imidlertid viser det sig, at det ikke er hele sandheden om ægtemand nummer to.

Den stærke kvinde falmer, og historiens fokus glider over på datteren, den unge Sara. Hun oplever, hvor lidt hun som kvinde er værd, og hvor svært det er at forsørge sig selv. Morens skæbne som underkuet hustru ønsker hun ikke at overtage, men kan det lade sig gøre at klare sig uden for ægteskabet?

Toril Brekke fortæller begavet om en tid - for ikke så længe siden endda - hvor kvinders liv var bestemt af ægteskabet og børnefødslerne.Forfatteren er tro mod den tid, romanen foregår i og fristes ikke til at romantisere. Fortællingen om de to Sara’er er fængende, både fordi historien i sig selv er spændende, og fordi de emner, Brekke tager op, er er gode at tænke over.