Onskab, grusomhed, fejhed - mennesket rummer mange ting. Og hvor godt kender man egentlig sine venner, kolleger - eller sig selv, for den sags skyld?

Veninderne Iben og Malene arbejder på Dansk Center for Information om Folkedrab. En dag modtager de begge en trusselsmail. Hvem er den anonyme afsender? Er det en krigsforbryder eller er det et mere privat anliggende, der er tale om?

Iben arbejder på en artikelserie om ondskabens psykologi, og langsomt går det op for læseren - og efterhånden også for romanens personer - at det er uhyggeligt aktuelt emne. Der sker nemlig flere ubehagelige hændelser på kontoret. Under den tilsyneladende velfungerende overflade bobler og syder det. Bibliotekaren Anne-Lise føler sig frosset ude og chikaneret. Iben og Malene ser hende som kedelig og inkompetent, måske lider hun endda af en alvorlig psykisk forstyrrelse. Mistanken falder snart på den ene, snart på den anden. Alliancer brydes, venskaber falder fra hinanden, og romanens personer befinder sig i situationer, de aldrig havde forestillet sig.

Jungersen leger med synsvinklerne, så læseren næsten bliver rundtosset. Hvad er sandheden? Hvem er den skyldige? Jeg vil ikke afsløre, om der gives et endegyldigt svar, men kan sige så meget, at man ikke er færdig med romanen, selv om man har læst den sidste side.

Romanen har med rette fået mange roser. Den er fængende og holder læseren fanget hele vejen. Så uhyggeligt fascinerende er den, at den uundgåeligt får en til at sætte spørgsmålstegn ved ens egen opfattelse af sandheden og af en selv. Ubehageligt er det at spørge sig selv, hvilke dybder af ondskab, man rummer, men det er også umuligt ikke at gøre under læsningen. Et af romanens største plusser er brugen af teorier om f.eks. Holocaust og personlighedsspaltning. Teorierne er en integreret del af handlingen og ikke bare staffage. Tværtimod får man lyst til at læse mere. Både af Jungersen og om teorierne.