I 1863 står et ungt par på et skibsdæk og tænker på fremtiden. Han er optimistisk, hun er tvivlende. Den forskel kommer til at præge deres samliv i årene fremover.

Brosten er en fortsættelse af romanen Sara, hvor Toril Brekke fortalte om mor Sara, jordemoderen i Ålesund, der senere blev en underkuet hustru, og datter Sara, der giftede sig for at slippe væk fra fattigdommen. Nu er den unge Sara blevet gift med Mortensen, og parret flytter til Trondhjem. Mortensen er dybt forelsket i Sara, mens hun ikke har andet end venskabelige følelser for ham.

Der er dog ægteskab nok til, at de får en datter, Sanna. Med årene får Mortensen med Saras hjælp bygget en blomstrende forretning, en formue og en stor lokal anseelse blandt byens spidser op.

Sanna vokser derfor op som en forkælet prinsesse, der ikke kender meget til livets barske realiteter. Da hun selv bliver gift, kommer ægteskabets kødelige sider som et chok for hende. Gradvist lukker hun af for verden, ægtemanden og de ti børn, hun efterhånden har lagt sig til.

Der er en vis tristesse over store dele af romanen. Som i den foregående roman fortæller Brekke levende om de barske vilkår, kvinder havde, før prævention blev tilgængelig. På det punkt ændrer rigdommen ikke meget på sagen: Saras mor dør, udslidt af hårde og talrige barnefødsler, og Sanna er selv ved at gå til af samme grund.

Helt trist er alt i romanen nu ikke, men hvordan det ender, skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Toril Brekke er en god fortæller, der på sin egen stilfærdige måde formidler sine budskaber og gør sine barske historier levende for læseren. Man bliver underholdt af at læse Brosten - og så bliver man måske endda en smule klogere undervejs.