![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Stolthed og fordom af Jane Austen. - , 1929 (dansk udgivelsesår) Genrer: Humor, Klassikere, Kærlighed De romantiske bøgers ukronede dronning! Engelsk herregårdsromance med mange glimt i øjet. ![]() Omslag af: Kjeld Brandt Da en rig, ugift herre, Mr. Bingley, flytter til Hertfordshire sender det rystelser igennem egnens adelsfamilier, for hvilken moder vil først få fingre i ham til sine giftemodne døtre? Den tomhjernede Mrs. Bennet gør sit bedste for at indfange ham til sine fem. Ved hjælp af beskidte kneb og et par fester lykkes det faktisk at få en forelskelse i stand imellem den evigt glade Mr. Bingley og hendes ældste, smukkeste og mest godhjertede datter, Jane. Men Mr. Bingley har et par snobbede søstre og ikke mindst en ven, den hovedrige og arrogante Mr. Darcy, som spænder ben for forbindelsen med den fattige og uværdige familie. Mr. Darcy selv har dog fået en upassende svaghed for Janes yngre søster, Elizabeth (bogens fortryllende skarpe heltinde), som siger ham imod og trodser hans overlegenhed. Elizabeths harme vokser, da hun møder den charmerende Mr. Wickham, som har meget ondt at fortælle om Mr. Darcy. Og da det ender med et arrogant (men også meget romantisk) frieri fra Mr. Darcy afviser hun ham rasende. Hendes fordomme viser sig dog snart at blive tilbagevist én for én. Da Mr. Wickham stikker af med hendes yngste søster, den tankeløse Lydia, og Mr. Darcy bliver den reddende engel, ændrer hendes følelser sig drastisk. Får hun en chance til? Denne bog behøver næsten ingen anmeldelse, for hvem er ikke faldet i svime over den fantastiske filmatisering og dens omskrivning ”Bridget Jones’ diary”. Og bogen er mindst lige så god som filmene, fordi man får lov til at søbe længere i følelserne, om end der ikke er et kys at opspore. Denne roman er simpelthen de romantiske bøgers ukronede dronning. Jeg har ikke talt med nogen, som har læst den på over tre dage efter at de åbnede den første gang! Efter min mening er det bedste ved den, at den ikke bliver sentimental. Austen er kendt for sit ironiske glimt i øjet, og der er sandelig mange underholdende figurer i persongalleriet, men heldigvis også et par yderst fornuftige, som finder hinanden. Af Marie Fredborg (06.06.2005) Andre bogomtaler af Marie |
