menulogo

Romansiden er en del af Bognettet

Bogomtale

North and south af Elizabeth Gaskell. - Chapman & Hall, 1855

Genrer: Familien, Historiske, Kærlighed

Denne bog foregår i: England

Unge Margaret Hale tvinges til at forlade sin varme, sydengelske landsby til fordel for en kold, nordengelsk industriby. Her møder hun dog mere varme end hun regnede med.


Margaret vender hjem fra nogle festlige år hos familie i London for at leve et stille liv hos sine forældre i en sydengelsk landsby. Men aldrig så snart er hun ved at finde sig til rette i sin elskede barndomsidyl, før de pga. faderens arbejde må flytte til en af de barske nordengelske industribyer, som dukker op i England omkring 1800.
I deres nye by, Milton, ulmer konflikten mellem fabriksejere og arbejdere. I begyndelsen afskyer Margaret hele det voldsomme og beskidte miljø, som står i kontrast til det gamle, frodige landbrugsland med godsejere og underdanige husmænd, som hun kommer fra. Mødet med den stolte fabriksejer Mr. Thornton og den lige så stolte arbejderfamilie Higgins, nuancerer Margarets syn på Milton. Men hendes nye indsigt får hende kun til at kæmpe mere indædt for, at de to parter lærer at tale med hinanden. Mange dramatiske hændelser, såsom strejker, sult og voldelige demonstrationer må dog gennemleves, før et tøbrud sætter ind. Også det skiftevis hede og isnende forhold mellem Margaret og Mr. Thornton skal igennem flere afvisninger og misforståelser, som bl.a. involverer Margarets landsforviste broder, før (på dette tidspunkt forældreløse) Margaret kan få sin helt.



Jeg er trænet i at vente på lykkelige slutninger, men her blev buen næsten spændt over evne! Alligevel vil jeg anbefale denne roman, som både er en spændende samtidsskildring fra 1800-tallet, og en meget stærk, romantisk fortælling med alle de besvimelser og selvbeherskede tragedier, som er typiske for den tids forfatterinder. Det er et møde mellem koldt og varmt, hvilket nødvendigvis må skabe dramatik. Margaret er næsten for udholdende og selvbehersket, men man lærer ligesom hende at holde meget af Milton og Mr. Thornton!


Af Marie Fredborg (29.12.2005)

Andre bogomtaler af Marie
romansiden.dk
romansiden.dk
Tilbage
Om Romansiden