Den tilsyneladende normale Norma dropper sin musikuddannelse for at forfølge sin drøm om en sang…

Norma kommer fra Vestjylland, men læser nu musik i Århus, hvor hun lever et ganske almindeligt og uinteressant liv. Med en stor portion vestjysk jantelov i bagagen er der mange ting, Norma er utilfreds med hos sig selv –
de ekstra kilo på sidebenene, hendes lidt triste og rodede liv og fraværet af Mr.Right.


En dag hører Norma en sang i radioen – en kærlighedssang som virkelig rammer hende, og og på en måde ligesom kalder på hende. Hun dropper studiet, pakker sin taske og flyver til Australien for at finde den skønne sanger Jaason Lee Singh, som har ændret
hendes liv. Jaason synger om den indre kærlighed, The beautiful girl, som måske ikke er perfekt udenpå, men som alligvel fortjenter den store kærlighed.


I Australien lykkedes det Norma at få et rengøringsjob hos Jaason, og da lejligheden byder sig, crasher hun en af hans fester for at lære ham nærmere at kende.
Jaason viser sig selvfølgelig at være billedskøn, men desværre også meget optaget af langbende modeller. Han ænser slet ikke Norma, som skjuler sin skuffelse med drinks og afslutter festen med hovedet i toilettet. I den situation bliver hun overrasket af
en fremmed mand. Norma øser af sit hjerte, og ender med at fortælle hele historien til den venlige Jace. Han lytter og tilbyder overraskende at hjælpe hende med at vinde Jassons hjerte. Dette betyder selvfølgelig en makeover – 10
kilo ryger af, håret farves og endelig får Norma sit møde med Jaason. Men
kan han leve op til drømmen og de smukke ord i sangen?



Hvem gider være Norma(l)? er skrevet af den kun 17-årige forfatter Kirsten Carlsen. I et interview har hun fortalt, at hun holder af at observere folk og bruger dette, når hun skriver. Desværre er det lidt den følelse, man sidder tilbage med efter at
have læst bogen. For en kort stund kan man kigge ind på bogens personer, men det er lidt kedelige personskildringer uden dybde, som man ikke forholder sig til og på intet tidspunkt kommer ind under huden på.
Da jeg havde læst Hvem gider være Norma(l)?, havde jeg det på samme måde, som når jeg læser en novelle i et ugeblad – det er en jævn og meget forudsigelig historie helt uden overraskelser.


Når det er sagt, og jeg har fået luftet mine forbehold for bogen, skylder jeg dog også at give den lidt venlige ord. For jeg synes faktisk, at Kirsten Carlsen skriver ganske godt, specielt når man tænker på hendes unge alder. Af den grund bliver det interessant at se, hvad erfaringen vil betyde for Kirsten Carlsens forfatteskab.