Fra fødsel til død - vi får det hele med i Bjarne Reuters nye novellesamling, den produktive forfatters første af slagsen.

Halvvejen til Rafael indledes med en række fortællinger om barndom. Her er det Reuter, som vi kender ham fra f.eks. Månen over Bella Bio og Ved profetens skæg, stemningsmættede og sansende beskrivelser blandet med uforlignelige dialoger, og Reuter beviser her, at han også mestrer dét i novelleform. Især blev jeg fanget af "Flyvende sommer", en fortælling om en tur i Zoologisk have med en lidt for fantasifuld morfar og en noget mere pragmatisk mormor. Sådan skal den fortælling simpelthen bare skæres!

I samlingens midterdel følger noveller om det unge og yngre voksenliv, parforholdet, om det umærkelige savn, det er svært at sætte navn på. Der er et strejf af fantatisk fortælling over denne del af bogen, der følges op af fortællinger om den begyndende midalder? alderdom? Der er fortællingen om faren, der står i sin bortrejste søns lejlighed, " Det lukkede rum", en titel, der jo normalt antyder en gåde. Og sønnens liv er netop en gåde for faren, der må resignere uden at have forstået sin søn. Der er novellen om politikeren, der lader sig lede på afveje i et tv-program, og her er Reuter skarp: Han lader den midaldrende politikers ydmygelse eskalere, så det næsten er uudholdeligt, men til gengæld ikke usandsynligt.

De noveller, der måske gjorde størst indtryk på mig er dem, man finder i bogens sidste del. De handler om alderdom, og som altid kan Reuter være morsom undervejs i en ganske rørende handling. Især er titelnovellen, "Halvvejen til Rafael" et mesterstykke. To ældre mænd, gamle venner med hver sit livssyn, tager på biltur i en slidt bil og uden medbragt vejkort. Også her er dialogen uforlignelig, det er Reuter på toppen.

At læse Halvvejen til Rafael er en absolut fornøjelse.