Da den senildemente Sara forsvinder under en sommerhustur med sit barnebarn Synne, må hendes datter Sidsel tage en sjælden ferie fra sit arbejde for at komme sin mor og sin datter til hjælp.

Sidsel er journalist, arbejdsnarkoman og temmelig egoistisk. Hun har ikke megen tid til ægtemanden, og datteren har altid haft et tættere forhold til mormor Sara end til den karrierefikserede mor. Men nu brænder det på, Sara er forsvundet, og noget tyder på, at hun har fået hjælp til at forsvinde. Samtidig dukker en ung mand op med forbindelser til familiens fortid, og han og Synne forelsker sig omgående i hinanden. Hovedrystende ser de til, mens Sidsel tromler hensynsløst henover det lokale politi og de hemmeligheder, Sara har gemt på i så mange år.

Der er ansatser til en god fortælling i romanen, der især kredser om forholdet mellem mødre og døtre. Men ét tema er skam ikke nok, vi skal også lære både om hackere og tyske bunkere på den danske vestkyst, og den lovende historie får aldrig lov at udfolde sig helt. Tilmed er romanen fyldt med klicheer i persontegningen (den blide Synne har selvfølgelig smukke, brune øjne, mens den barske Sidsel er udstyret med et par isblå af slagsen, og Sidsels ægtemand Søren er en blød mand af åh-så-rigtig støbning) og i sproget (en sætning som "Søren slugte hver en tomme af hendes velformede krop med øjnene" siger det hele), og romanen bliver derved ret irriterende at læse. Synd, fordi der som sagt ligger en god fortælling begravet et sted under alle ugebladsklicheerne.