Bogen om hvordan mennesker er stemt i hver deres toneart, og om hvordan klovnen Kasper kan høre dem alle, indtil han møder den stille pige.

Kasper Krone er en verdenskendt klovn med en overmenneskelig hørelse, som også kan lytte ind i mennesker. Denne evne får han brug for, da han bliver opsøgt af pigen Klara Marie, der påstår, at hun er blevet bortført. Ved hjælp af et fantastisk og altomfattende detektivarbejde forsøger Kasper at finde og befri pigen, som synes at have sine egne fascinerende og skræmmende evner. Sideløbende med denne jagt leder Kasper efter sin elskede Stine, som har forladt ham. Han søger årsagen til, at det indre København er sunket et par meter i havet, og han prøver at undslippe politiet, der vil udvise ham til Spanien, hvor en kolossal skattesag venter ham. Ved hjælp af Kaspers omfattende netværk af tidligere kærester, beundrere, kolleger og sin hospitalsliggende, gamle far jonglerer han efterhånden med en regn af detaljerede oplysninger, som fører til en slags opklaring af gåder både udenfor og indeni Kasper.



Jeg er vild med Peter Høegs måde at skrive på. Hans ord er simpelthen liflige, som f.eks. hans beskrivelser af romanens mange forskellige musikstykker, som han fremkalder for læserens indre øre. Derudover er det respektindgydende, hvordan Høeg fletter sin omfattende viden sammen med utrolige fantasier, så en helt ny verden opstår. ”Den stille pige” har samme karakter af detektivroman som ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, men bare endnu mere vildtvoksende og til sidst næsten druknende læseren i oplysninger. Jeg mistede langsomt orienteringen, hvilket der kan være et stort og vigtigt budskab i, men indlevelsen i historiens personer led lidt under det. Jeg har dog også altid været størst fan af ”Fortællinger om natten” og ”De måske egnede”, men yndere af ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” vil sandsynligvis elske den her bog betingelsesløst. Jeg anbefaler den i hvert fald varmt for dens fantasi og musik!