Fire kvinder midt i 30’erne mødes for at spise, sladre og hygge sig med hinanden, men under overfladen er der bestemt ikke hyggeligt.

Sara og Tamara er bedste veninder. Deres mødre var veninder, og de to har derfor kendt hinanden altid. Liss har altid været lidt udenfor, men benovet over at få lov at være med i tryllekredsen omkring de to andre. Eva er ny i "syklubben" men har alligevel et gammelt kendskab til de andre. Imellem disse fire foregår der meget, som ikke tåler dagens lys: bagtalelse, utroskab, falskhed.

Helene Uri tager de fire kvinder lige på kornet, når hun beskriver deres hjem og ikke mindst de menuer, de disker op med, når veninderne kommer på besøg.Der er meget at nikke genkendende til i skildringen af den jalousi, der kan opstå mellem veninder, og selv Liss’ drømmeverden kan de fleste vel genkende, omend i en noget modereret form.

Bogen er morsomt og ondskabsfuldt skrevet, den er spændende, og dens klimaks på en restaurant i København er blændende fortalt. Alligevel er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan lide bogen - måske fordi jeg er træt af postulatet om, at det er "sådan" kvinders venskaber er. Flere steder er romanen blevet sammelignet med Undtagelsen, og det er at skyde noget over målet efter min mening. Ikke desto mindre er det en fascinerende roman, som måske netop irriterer lidt, fordi den trods indvendinger er vedkommende? Læses bør den bestemt, og så kan man jo dømme selv.