Antonia S. Byatt har skrevet en samling af fortællinger, der indeholder uhygge, sorg, kærlighed og kunst.

Der er noget victoriansk over især indledningsnovellen, "Tingen i skoven", der handler om to piger, der som krigsevauerede børn ser et mærkeligt og skræmmende væsen i skoven. Kort efter oplevelsen skilles de og mødes først mange år senere, da de begge er rejst tilbage for at se stedet i skoven igen. De har aldrig glemt deres oplevelse, men det er, hvad de får ud af den, der er den afgørende forskel på de to. Den, der formår at skabe kunst ud af væsnet, undgår at blive destrueret af det. Er det grusomt? Måske.

En anden af fortællingerne, "Kropskunst", beskæftiger sig ligeledes med kunst, men bestemt også med kærligheden og dens underlige vildveje. En fortælling som den viser, hvordan novellegenren kan være, når den er bedst; fortællingen passer eminent til novelleformen, som Byatt mestrer til perfektion.

Byatt er en af de forfattere, hvis bøger man til stadighed vender tilbage til, fordi man aldrig rigtig bliver færdig med dem. Den lile sorte bog er ingen undtagelse fra den regel - det kommer ikke til at vare længe, før jeg tager den ned fra reolen igen.