Janus Dane er hovedpersonen i dette bind af Slægten. Dane-slægten er i krise på flere måder. Samtidig kommer Janus til at spille en afgørende rolle i Danmarkshistorien.

Når man skal fortælle lidt omkring en romans udvikling kan det være svært at finde balancen: hvor meget man skal fortælle, specielt når det kan være meget afgørende for historien, men samtidig svært at fortælle om romanens videre forløb uden at røbe noget af handlingen. Så hvis du ikke ønsker at vide noget om romanens tidlige handling bør du stoppe med at læse nu!

Tidligt i romanen bliver Janus venner med en gruppe mænd, som ikke er specielt glade for Erik Klipping. Som læser er du derfor hurtig klar over at Janus er på vej til at være medvirkende til Danmarkshistoriens mest berømte kongemord. Og som mange nok ved, om ikke andet så fra en Pyrus-julekalender på TV2, var der efter Valdemars død, en hård og blodig magtkamp omkring kongetronen.

Klipping er konge efter at Kong Valdemar Sejr er død og nu begår Janus og en gruppe mænd mordet i Finderup lade. Selvfølgelig er Janus skyldig, også selv om han flere gange overbeviser sig selv om at det jo ikke var ham der førte sværdet. Janus bliver plaget af sin viden og efterhånden også at de folk der er ude efter Klippings mordere.

Det betyder at en stor del af romanen handler om Janus’ skyldfølelse og hvordan Janus forsøger at klare sig igennem på flugt fra kongens mænd og måske endnu på flugt fra sig selv.

Umiddelbart kan dette selvfølgelig være meget spændende, men jeg gik nu selv lidt død i læsningen på dette tidspunkt. På en eller anden måde virkede romanen og ikke mindst Janus’ liv og videre skæbne som mig fuldstændig ligegyldig. Dette er ikke godt for en roman, men er måske også mere et udtryk til mine forventninger omkring handlingen og udviklingen af historien end noget andet.

Jeg er stadig meget interesseret i at følge Dane-slægtens videre færd gennem Danmarkshistorien, men det skal nok vare et par måneder inden jeg går videre med næste bind i serien.