![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Havets katedral af Ildefonso Falcones. - , 2008(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Familien, Historiske, Livshistorier, Venskab Denne bog foregår i: Spanien I 1300-tallets Catalonien flygter Bernat fra lensherrens vrede og med sig har har han sin spæde søn Arnaud. De søger tilflugt i Barcelona, hvor Bernat håber at finde friheden for sig selv og sin søn. De søger tilflugt hos Bernats familie, der er på vej opad i verden og ikke er glade for at huse et par flygtede livegene. Tilværelsen bliver ikke nem for de to, men Bernat lærer sin søn, at det er det mest værdifulde i verden at være fri; koste hvad det vil. Arnauds liv er omtumlet. Hans opstigen i verden går over hårdt slid og soldaterliv til et liv som vekselerer, rig mand og baron, gift med kongens myndling. Men som alle ved: nobody expects the Spanish inquisition, og det kommer da også ganske bag på Arnaud, at han pludselig risikerer at miste livet for kætteri. Havets Katedral er en spændende og malerisk roman, der dog lider under den lidt for overdrevne brug af klicheer - de kvinder, der er for liderlige, får sandelig deres sag for, munken har en utilgivende og delvist forrædderisk natur, og hovedpersonen Arnaud er så god som dagen er lang og så man skulle tro, det var løgn. Samtidig havde jeg undertiden en snigende fornemmelse af at have læst det hele før - selv om de mest dramatiske og vellykkede højdepunkter i romanen bestemt er værd at læse sig igennem de mange sider for. Det skorter ikke på underholdning, og man bliver både rørt og oprørt undervejs, så hvis man er parat til at se igennem fingre med romanens svagheder, er Havets Katedral oplagt læsestof for en elsker af historiske romaner. Af Nanna Knudsen (18.05.2008) Denne bog er også omtalt af: Per Andre bogomtaler af Nanna |
