Vognmand Aage Weiche bliver slået ihjel med et lod fra et bornholmerur til tonerne af Kaptajn Jespersen, mens hele København flager for Valdemarsdagen.

Gerningsmanden er ingen anden end Kim Leines farfar, der på denne brutale måde får gjort op med sin kones elsker. Hans plan er at melde sig selv til politiet, men en smuk dag kommer i vejen.

Drabsmanden Erik mindes sit liv med hustruen Zenia, barndommen med den religiøse far og ikke mindst tiden som sømand, både før og efter mødet med Zenia. Romanens personer lever alle i vekslende grader af materielt og åndeligt armod; de er prisgivet deres skæbne, og det synes næsten givet, at det vil ende tragisk og voldeligt. Man lever intenst med i fortællingen om deres liv i en ikke så fjern fortid, der alligevel synes fremmed for læseren.

Kim Leine befinder i området mellem fakta og fiktion uden at afsløre hvad, der er hvad. Leines blik for og evne til at beskrive desperation gør, at Valdemarsdag lever og ånder som roman - og en fremragende en af slagsen.