Gåder løses og hævnplaner udtænkes i det victorianske Londons ærtesuppe-tågede gader og opiumshuler

Jeg læste første halvdel af denne bog, gik i stå og læste anden halvdel meget senere. Måske er det derfor, jeg opfatter den som fragmenteret. Eller også var det lige præcis det, at den var svær at holde styr på, der var årsagen til, at jeg kunne miste interessen midt i den. Den sidste halvdel af bogen blev dog slugt med en fart, der kompenserede lidt for den lange pause.

Historien fortælles som tilbageblik inde i tilbageblik, hvilket kan være forvirrende. Jeg-fortælleren lægger ud med at bekende sit første mord i en skummel gyde i 1800-tallets London. Det tilfældige mord er kun en forberedelse til det næste og vigtigste hævnmord på hans fjende Phoebus Daunt.

Før dette endelige mord fortæller han sin gode ven (og læseren) sin og Daunt’s historie fra deres fælles år på en kostskole, og indtil hans hævnplaner tager form. Fortælleren Edward opdager efter sin mors død, at han er adopteret, og at hans fattige men lykkelige opvækst dækker over, at han er arving til det rige Evenwood Gods. Godsejeren, der tror sig barnløs, vil adoptere Daunt og lade ham arve. Edward optrævler historien bag sin mystiske bortadoption og finder flere beviser for sin identitet. Han forlover sig desuden med sin underskønne kusine, Emily Carteret, men da han skal til at gribe lykken, slår Daunt og skæbnen til. Edward er nu et opiumsvrag med kun længslen efter hævn tilbage.

Tonen i bogen er videnskabelig. Alting dokumenteres af en collage af ”beviser” såsom breve, manuskripter og citater med tilhørende fodnoter. Lige præcis den tunge bevisførelse får læseren til at tvivle på Edward’s troværdighed. Han virker overdrevent besat af sin utrolige konspirationsteori og skæbnetro. Han er overbevisende, men lader man sig i virkeligheden forføre af en gal hjernes påfund? Den paranoide stemning og det dystre, smog-befængte London skaber en gysende og dekadent fornemmelse, som vil fryde alle, der kan lide ”Dr. Jekyll and Mr. Hyde” eller ”Sherlock Holmes”.

Amnmeldt af Marie Fredborg Jungersen