Stor islandsk slægtsroman, der bringer minderne frem om Dinas bog af Herbjørg Wassmo. Vi er i den barske natur, hvor kvinderne spiller en meget central rolle i hverdagslivet.

Karitas er romanens hovedperson og vi følger hende fra hendes fødsel. Som tredje pige i en søskendeflok der efterhånden vokser til 6 børn. 3 piger og 3 drenge. Karitas bliver som den yngste pige den der hurtigt kommer til at står for husholdningen, da resten at familien er ude og tjene eller i skole.

Karitas mor bliver tidligt alene med sine seks børn og derfor må de i fælleskab forsøger at skrabe penge sammen, ikke kun for at overleve, men også for at hun kan give sine børn en uddannelse.

De skal nemlig frem i verden og blive til noget. Og familien er god til at holde sammen, den hjælper alle til og efterhånden kommer de da også alle i forskellige skoler og få en uddannelse: jordemoder, advokat og kunstner. Det er Karitas der via en velgører bliver sendt til København for at gå på kunstakademi.

På Island har folkene svært ved at se nytteværdien af Karitas kunstuddannelse, for kvindernes arbejde er jo i hjemme eller stalden. Eller også salter de fisk – fisk i lange baner, som Karitas tjener penge ved, da hun kommer retur til Island.

Selv om Baldursdóttir skildrer de islandske klima som barsk, er der dog også rigelig plads til at folk kan more sig. Om man forundres. Det gør man i hvert fald som læser, når man hører de forskellige beskrivelser at det mandsdominerede samfund, der reelt ledes af kvinderne indenfor husets fire vægge.

Karitas uden titel er første del af 2 bind om Karitas fra fødsel til død. Det er en nærværende fortælling om Island i første halvdel af 1900-tallet, men samtidig og nok så vigtig en fortælling om en stolt kvinde, der ikke vil finde sig i noget.

Historien er fængslende, men jeg blev alligevel undervejs irriteret på Karitas og hendes stædighed. Hun vil have sin vilje og er til tider meget urimelig overfor alt og alle.

Man er dog godt underholdt i selskab med Karitas.