Lovende humoristisk roman, som dog ikke formår at indfri forventningerne til en satirisk roman.

Peter Høeg er endelig tilbage med en ny roman. Endnu engang overrasker Peter Høeg. Denne gang er der nemlig tale om en humoristisk roman, som hurtigt lederne tankerne hen på Bjarne Reuters: Den iranske gartner.

Peter Finø er 14 år og bor sammen med sin storesøster Tilte og storebror Hans og deres forældre i præstegården på Finø. Faderen er præst, mens moderen er organist og iscenesætter på øen. Dette sidste er muligvis årsagen til de store begivenheder som Peter oplever sammen med sine søskende.
Peter fortæller om da forældrene forsvandt. Forældrene var efterhånden blevet rimelige ansete i Danmark for deres mange optrædende, hvis det på forunderlig vis sker enkelte mirakler.

Dette berører de forskellige trossamfund i Danmark og snart er der flere der ønsker at vide nærmere omkring forældrene. Dette er ikke nemt, hverken for Hans, Tilte eller Peter. Først langsomt begynder det at gå op for børnene, og det er primært Tilte, der her er den drivende kraft, hvilken dobbeltspil forældrene har spillet. Peter træder jævnligt frem i romanen og kommer med sine egne forklaringer: ”På dette sted, inden jeg kan fortsætte referatet af begivenhederne, er jeg nødt til at rense mig selv for enhver mistanke og forklare der her med vand i hovedet”.

Et handlingsreferat af romanen vil ikke kunne yde romanen retfærdighed. De første par hundrede sider går det over stok og sten og som læser bliver man ofte forundret over hvilket uventet udvikling romanen tager. Det er godt og det er rigtigt godt skrevet. F.eks. ”Vi ånder lettet op, og når man ånder lettet op i et kølerum, så står udåndingsluften som hvid damp i rummet…”, ”Vi skriver ikke noget om deres psykologiske habitus i pressemeddelelsen” og meget mere at samme slags.

Grunden til at jeg så alligevel bliver lidt skuffet, er at jeg synes nok alligevel Peter Høeg giver historien en tand for meget til sidste, hvor vi skal nå frem til en egentlig afslutning, hvor romanens personer kan leve lykkelig, eller i hvert fald klogere end da romanen startede. Jeg synes nok de sidste scener bliver lidt f.eks. Dan Browns slutning i ”Engle & dæmoner”. Ikke engang indenfor romanens eget univers tror man på slutningen.