Tragisk historie om idealister og hvor Scherfig tegner et patetisk billede af det at være idealist, usanset i hvilken retning idealisme går.

Jeg har her i sommer genlæst Hans Scherfigs Idealister, som jeg første gang læste omkring 1980, da jeg endnu bare var en stor knægt. Jeg synes romanen var fantastisk og var meget spændt på denne genlæsning.

Idealister er hurtigt læst og desværre nok også, rimelig hurtigt glemt igen. Historien er kort fortalt en møde mellem forskellige idealister. Vi møder den myrdede godsejer, C.C. Skjern-Svendsen på sit gods ved Præstø. Skjern-Svendsen har i mange år haft stor succes med sit gods, og ønsker at optimere og effektivisere alt ved bedriften og salget af sine produktioner. Skjern-Svendsen leder da mine tanker hen mod Mads Andersen-Skjern i Matador og den rolle han ikke kun spiller for sig og sine, men også den rolle han spiller i samfundet.

En anden vigtig person i romanen er bogtrykker, Damaskus. Damaskus mener at der findes noget godt i alle mennesker og Damaskus bliver i romanen en form for kernefigur, hvorom alle øvrige personer på den ene eller anden måde relatere sig til. Damaskus trykker blade for forskellige idealistiske foreninger og sætter dermed sit fingeraftryk på København lige før anden verdenskrigs start.

Vi følger også sexual-kosmologen, der bl.a. har Skjern-Svendsens hustru som patient. Hvordan han har på forskellig vis, søger at forklare alt gennem sexual-forstyrrelser.

Og så må vi selvfølgelig ikke glemme godets gartner, der tilsyneladende bare ønsker at dyrke de bedste og fineste grønsager for sin godsejer og Olsen, der først hjælper Damaskus i trykkeriet og senere også arbejder for Skjern-Svendsen indtil dennes død.

Idealister kan ikke helt leve op til mine forventer for den tidligere læsning af romanen, men dette gør dog ikke romanen til en dårlig roman. Scherfig tegner i romanen forskellige levende billeder af forskellige former for idealisme og uanset baggrund, får ingen af idealisterne hans sympati. Særligt grelt står det til, når talen kommer på præsten, hvor prædiken og tro er helt forskellig fra han agerende i samfundet.