Josefine Ottesen skuffer i sin tidlige fantasy roman om fjeren og rosen. Men det kan have sin naturlige forklaring.

I 2014 læser jeg for første gang Josefine Ottesens roman ’Eventyret om Fjeren og Rosen’, og fandt undervejs romanen for forudsigelse og faktisk lidt kedelig ind imellem. Jeg tror min grund til denne opfattelse af romanen er, at jeg efterhånden har læst flere at Ottesens senere udgivelser, hvor jeg reelt har været vildt begejstret.

Kort fortalt handler romanen om kongen af Det smukke land, som pludselig beslutter sig for at udforske verden. Undervejs på sin færd ud i verden, møder han den hejrepigen Ea. Ea er på sin side rejst ude i verden for at tyde en spådom. Sammen med Kongen finder hun en vers, som fortæller, hvordan man kan overleve den sump, der adskiller eventyrlandets to forskellige riger.

Kongen bliver så betaget af Ea, at han forhindre hendes rejse tilbage til sit eget rige, hvorefter Ea dør. Kongen lever herefter i mange måneder i uvished om, hvad der egentlig er sket og går selv rundt i en tågetilstand, der betyder at han er total passiv. Alle andre i kongeriget i lige så passive som kongen selv.

Kongen overvinder sin passivitet og beslutter sig for at opfylde Eas mission, hvorfor han drager ud i verden for at løse digtets gåde. Dette bringer ham til Eas hjemegn – og nok romanens stærkeste side, hvor Josefine Ottesen giver en levende beskrivelse at livet her, samtidig med, vi hører hvordan Kongen efterhånden får større viden om hvad der egentlig foregår, men samtidig også lærer mere om sig selv og hvilke rolle han spiller i verdens fremtid.

Josefine Ottesen første store eventyrroman, kan som nævnt ikke helt leve op til mine forventninger til hendes forfatterskab. Dette gør dog ikke, at romanen ikke er læseværdig. Den er bestemt læseværdig.