Sjældent har jeg læst mere kedelig roman, som mærkelig nok har modtaget flere priser.

Dorthe Nors’ ’Spejl, skulder, blink’ handler om Sonja, der ikke kan køre bil – og derfor går hos en køreskole. Deraf titlen: spejl, skulder, blink.

Sonja lever som oversætter bl.a. af nogle svenske krimier, og så har hun et relativt tæt forhold til sin kvindelige psykolog. Samtidig går hun til køretimer hos Jytte. Jytte har rigtig meget hun skal fortælle og ikke mindst inddrage Sonja i. Det er Sonja ikke tilfreds med, hvorfor hun gerne vil gå hos Folke i stedet. Hun skifter kørelærer, men Folke er ligesom Jytte ikke kun interesseret i at lære folk at køre bil. Folke tager Sonja med på udflugt.

Sonjas hovedproblem er, at hun faktisk ikke har et problem. Sonja er som person en ligegyldig person, som man dårlig kan interessere sig for, og Sonjas omgangskreds: kørelærer, massør, psykolog og endda hendes søster interessere sig mere for sig selv end for Sonja. Det samme kan siges om denne læser!

Som læser bliver jeg mest forundret over, at jeg faktisk fortsatte læsningen, selv om den som nævnt handler om ikke-eksisterende problemer. Har hørt lidt rundt i min omgangskreds, som bl.a. også tæller kvindelige læsere – her er begejstringen bestemt også til at overse.