![]() Romansiden er en del af Bognettet | Interview med Lise Bidstrup af Per Kjær 24.08.2009 Lise Bidstrup fortæller her lidt om sin skriveproces og hvordan hun arbejder med stoffet. Samtidig er der nyt om romaner der er på vej fra forfatterens hånd. 1) Hvorfor blev du forfatter? Og hvordan kom du i gang med at skrive? Jeg har altid holdt af at skrive og lave historier, men aldrig set det som en levevej, så jeg har prøvet alt muligt andet, inden jeg tog beslutningen om at det var det, jeg ville. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg kom i gang, men da jeg var på fjerde år af min uddannelse (jeg læste religionssociologi på Kbh Universitet) gik det pludselig op for mig, at jeg brugte uforholdsmæssig meget tid på at skrive historier i stedet for at lave projekter. Og jeg fandt ud af, at jeg fandt mere tilfredsstillelse ved det end ved mit studie. Efter mange hovedbrud besluttede jeg mig for at droppe studiet og bruge al min tid på skriveriet. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. 2) Hvordan er din skriveproces. Sidder du og skriver fra kl. 8 til 16 hver dag eller? Jeg er meget disciplineret mht. mit skriveri, for jeg har hele tiden været bevidst om, at det ikke ville være muligt, hvis jeg ikke selv tog det alvorligt. Jeg skriver hver dag, mens mine børn er i skole, så jeg passer skriveriet, som andre passer ethvert andet arbejde. 3) Hvor meget research ligger der bag din bog? Som udgangspunkt er Flagermuseliljen inspireret af oplevelser, jeg selv har haft, men de er selvfølgelig forvrængede og overdrevne. Researchen har til denne roman ikke været direkte. Jeg har brugt egen erfaring, rejser og meget fantasi i denne skriveproces. Jeg har læst både fantasy og psykologisk roman af dig, så jeg vil også gerne høre om der er forskel på din tilgang til stoffet? I både mine børne-/ungdomsromaner og voksenromaner ligger der noget, jeg gerne vil fortælle videre. Noget som jeg vil kommunikere til læserne, men i de forskellige former drives fortællingen af vidt forskellige dele af min personlighed. Derfor er min tilgang til stoffet i de to genrer meget forskellig. Den største forskel er nok, at jeg i voksenromanerne kan være mere hudløs i min fremstilling, fordi de voksne læsere har en større erfaring, som de kan forstå mine romaner ud fra. Dermed ikke sagt at jeg bedre kan lide det ene end det andet. Det er to forskellige former for kommunikation. 4) Hvad synes du er det sværeste ved at skrive? Og hvad er det sjoveste? Det sværeste i skriveprocessen for mig er uden tvivl omskrivninger. De er simpelthen et nødvendigt onde, der skal gøres 100% gennemført, for det er det der er boblerne i champagnen. Uden omskrivninger mister romanen mindst halvdelen af sit værd. Det sjoveste ved at skrive er simpelthen resten... Jeg elsker processen, hvor jeg outliner historien, skaber personer, konflikter og kringelkroge. Og så elsker jeg de første gennemskrivninger af værket. Der hvor man ser alle sine tanker få liv og form. 5) Har du nogle bestemte litterære modeller du skriver ud fra? Tænker du i kompositioner når du skriver? Jeg skriver meget på intuition, hvilket betyder at jeg aldrig starter med en komposition. Ikke bevidst i hvert fald. At en del af mine bøger passer til den ene eller anden kompositionsmodel viser bare, hvor præget man er af det litterære miljø og den litterære norm, man er vokset op med. 6) Hvem er målgruppen til Flagermuseliljen? Målgruppen for en voksenroman er meget flydende. Til børn bliver man nødt til at tænke i sværhedsgrad og længde, men det voksne publikum er simpelthen så diverst, at det er svært på forhånd at sige, at den og den slags personer skal læse romanen. Nogle har forstået romanens oplæg som en måde at arbejde med sin egen angst på, og det har ikke på noget tidspunkt været mit udgangspunkt, men det gør selvfølgelig ikke noget, hvis det er det, de får ud af den. Målgruppen er måske lidt groft sagt folk, der kan lide at læse en spændende, psykologisk roman, der ikke er lige ud af landevejen. 7) Hvad er den seneste roman du selv har læst? Jeg har lige vendt sidste blad i Gregory David Roberts´ murstenstykke roman Shantaram. Og jeg nød alle 851 sider. 8) Hvad inspirerer dig selv? Hvad læser du selv? Jeg læser altid flere romaner på én gang. I øjeblikket har jeg gang i: August tager billetten af Erik Barfoed, Det sorte vand af Henrik Nilaus, Jane Eyre af Charlotte Brontë og Kunsten at dø af Anna Grue. Jeg kan godt lide at sprede min læsning til alle mulige genrer, og det eneste jeg ikke er fænget af er chicklitt. 9) Du har i 2009 allerede udgivet en del forskellige bøger. Har du gang i mange ideer til nye romaner og kommer der flere romaner for voksne? Som med læsning har jeg det også med skrivning. Jeg arbejder på flere forskellige manuskripter ad gangen. Der er som regel én som står i forgrunden, men samtidig kan jeg godt lave synopser og ideudvikle på andre historier. I efteråret udkommer de tre sidste bind i min ungdomsserie Shinobi og 1. oktober udkommer min næste voksenroman, Afkørsel 12 mod Caribien. (se: www.lisebidstrup.dk) 10) Hvilken bog ville du ønske du havde skrevet? De bøger jeg nyder at læse, ville jeg ikke ønske, at jeg havde skrevet, for så havde de ikke været de samme. Men en bog som virkelig har fascineret mig er Vindens Skygge af Carlos Ruiz Zafon, og så sluger jeg alt, hvad der kommer fra Isabel Allendes hånd. |