16-årige Griet bliver i 1664 tjenestepige hos maleren Vermeer og hans familie. Hun bliver viklet ind i familiens problemer, samtidig med at hun føler sig mere og mere draget af Vermeer og hans værker.

Griet er ikke opdraget til at være tjenestepige, men en ulykke har gjort hendes far uarbejdsdygtig. Familien er trådt et skridt ned af den sociale rangstige, og Griet må nu tjene penge for at hjælpe sine forældre og sig selv.

Lige fra begyndelsen er Griet fascineret af Vermeers malerier. Hun er en opmærksom betragter, både af malerier og af livet i Vermeerfamilien. Hendes skarpe blik gør hende upopulær i familien, særligt hos Vermeers hustru og hos én af døtrene, der gør, hvad hun kan, for at skade den nye tjenestepige. Uviljen mod hende vokser, da Johannes Vermeer for alvor får øje på hendes evner. Ved siden af sine andre, daglige gøremål som vask, indkøb og rengøring, får hun til opgave at hjælpe Vermeer i atelieret. Derfra bevæger fortællingen sig mod sit uundgåelige point of no return: Vermeers maleri af Griet med en ulyksalig perleørering.

Også andre stærke kræfter går i svang omkring Griet. Den unge slagters kurmageri, pesten, forældrenes voksende fattigdom, en rig herres seksuelle interesse. Læseren har konstant en fornemmelse af noget skæbnetungt, som Griet skiftevis modarbejder og fremelsker.

Romanen førte til et internationalt gennembrud for Chevalier, og begejstringen for romanen er fuldt forståelig. Igen og igen må man under læsningen vende tilbage til bogens forside for at kigge nærmere på gengivelsen af Vermeers maleri, og til sidst er man overbevist om, at det "er" Griet, der kigger ud på en. Fortællingen om hende er fængslende, og bogen er svær at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Chevalier har en god fornemmelse for detaljer, der gør hendes fortælling både troværdig og fascinerende. Hendes skrivestil er klar, der levnes ikke plads til det overflødige, præcis som i Vermeers maleri af pigen med perleøreringen.