menulogo

Romansiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Lili : roman af Bodil Steensen-Leth. - , 2004 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Familien, Historiske, Kærlighed, Slægt

Lili Boulanger blev kun 24 år, men nåede alligevel at skabe sig en plads i musikhistorien med sine kompositioner. Bodil Steensen-Leth har skrevet en roman om hende.


bogomslag
Omslag af:
Ida Balslev-Olesen
Lili er hele sit korte liv plaget af sygdom, der har resulteret i, at hendes musikalske skolegang er blevet afbrudt. Den ældre søster, Nadia, har derimod skabt sig en karriere som musiker, der gør, at hun kan forsørge sin mor og søster. At spille og komponere ligger i slægten Boulanger, der siden 1700-tallet har rummet musikere, flere af dem prisbelønnede. Der indtræffer en bedring i Lilis tilstand, og hun tager igen fat på sin musikalske uddannelse. Hendes anstrengelser belønnes, da hun som 19-årig som den første kvinde nogensinde vinder den eftertragtede komponistpris Prix de Rome.

Samtidig med at Lilis berømmelse vokser, skrumper Nadias. Hun elsker sin smukke og talentfulde søster men er også jaloux på al den ros, Lili får. Nadias vaklen mellem angsten for at miste søsteren og jalousien er ét af romanens omdrejningspunkter.

Lili skildres som den talentfulde og opfindsomme komponist, hun uden tvivl var, men også som en god og blid sjæl, der har affundet sig med, at hun skal dø ung. Jeg var ikke fri for at føle mig lidt irriteret undervejs i læsningen om dette æteriske menneske. Der er ikke nok, der kradser; Nadias jalousi forbliver harmløs og Lilis kamp for at nå at komponere så meget, som muligt før hun dør, er ikke så gribende, som det uden tvivl er forfatterens intention, den skulle være.

Stærkest i bogen står nu alligevel Lilis sidste år under 1. Verdenskrig, hvor hun og søsteren danner en komité, der forsøger at hjælpe soldater ved fronten på forskellig vis. Hvis Lilis breve til de for hende næsten ukendte soldater stadig findes, må de være interessant læsning. Hvad skriver en ung, dødsdømt kvinde til en fremmed, dødsdømt og ligeså ung mand?

Bodil Steensen-Leth har generelt godt fat i sit stof, og bogen er underholdende nok, men den nærmer sig desværre aldrig noget, det for alvor er farligt eller dramatisk, hvilket historien måske har potentiale til. Men trods alt leverer Steensen-Leth varen i sin bog om to kvinder, der levede i en tid med store forandringer.


Af Nanna Knudsen (10.12.2004)

Andre bogomtaler af Nanna
romansiden.dk
romansiden.dk
Tilbage
Om Romansiden