![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Min bedste veninde af Cecilie Olrik. - , 2004 (dansk udgivelsesår) Genrer: Humor, Venskab Forestil dig Bridget Jones begå et vellykket mord, og du har en god idé om set up’et i Min bedste veninde. ![]() Omslag af: Thomas Szøke Charlotte har netop slået op med sin kæreste og tager en tur til Vestjylland for at besøge sin veninde Helle og hendes datter Kristina, der er Charlottes gudbarn. Få dage senere findes den seksårige Kristina voldtaget og dræbt. Helle går i sort og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun er overbevist om, at morderen er en tidligere dømt pædofil fra nabolaget, og hun beder Charlotte om at hævne Kristina. Med andre ord: Hun skal dræbe ham. Og det gør hun uden de store skrupler. Uheldigvis forelsker Charlotte sig i den politimand, der efterforsker sagen. Bogens tema er selvtægt, et meget interessant og vedkommende emne. Men desværre formår Cecilie Olrik ikke at behandle det på en ordentlig måde. Hun sætter sig mellem to stole med sin roman: på den ene side har hun villet skrive en spændende debatterende bog med et krimiplot, på den anden side en humoristisk chicklitroman om Charlottes problemer i kærlighedslivet. Det lykkes kun til en vis grad at integrere de to typer fortælling. For det meste er bogens handling simpelthen utroværdigt, som når Charlotte har utrolig nemt ved at slå et andet menneske ihjel og derefter næsten glemme sin handling, fordi hun bliver forelsket i en stereotyp af en (k)ærlig mand med bred brystkasse. Slutningen bliver også for letkøbt, fordi forfatteren har rodet sine personer ud i så mange problemer, at det kun kan løses på én måde. Det er synd og skam, at Olrik har valgt den alt for letbenede tone til et så alvorligt og spændende emne. Eller også er det synd, at hun har valgt et så alvorligt emne til sin citygirl-roman. Det er irriterende, fordi man under læsningen får fornemmelsen af, at hun kunne have skrevet to glimrende bøger i stedet for én dårlig. Det er prisværdigt at prøve at bringe alvorlige emner ind i mainstreamlitteraturen, men det må kunne gøres bedre end her. Som det er, virker bogen nærmest stødende, fordi den ikke behandler sit tema med respekt. Af Nanna Knudsen (21.01.2005) Andre bogomtaler af Nanna |
