Der er to slags mennesker – de som glemmer en udsigt og de som husker den, selv i et lille rum.

Omkring forrige århundredeskifte er den unge Lucy Honeychurch på ferieophold i Firenze sammen med sin selskabsdame, den selvudslettende men tyranniske gammeljomfru, Miss Bartlett. Sydlandsk stemning og et mord sætter gang i handlingen og på en udflugt med pensionatets farverige gæster modtager Lucy et kys af den unge, eftertænksomme George Emmerson. Miss Bartlett sørger for en hurtig afrejse, så den skandaløse episode ikke gentager sig.Trygt hjemme i ”Windy Corner” mødes de to unge dog atter, ved et paradoksalt tilfælde. Lucy er nu forlovet med Cecil, et yderst passende parti, men George har ikke glemt hende. Lucys opfattelse af sig selv og sin rolle som kvinde udfordres og gennemgår mange kriser, før hun og George igen kan se ud over Firenze sammen. En tid er tabt, men en ny begynder.

Jeg har ikke set filmatiseringen af denne klassiker, men vil helt sikkert gøre det, efter at have læst romanen! Det er en charmerende, lille sag, som virker meget let, lys og fuld af smukke billeder. F.eks. vil jeg for evigt huske en bjergside dækket med kaskader af blå violer! Men man skal ikke lade sig rive så meget med af det lette, at man er uforberedt på, at den alvor, der ligger under overfladen, præger slutningen. Udover at være en romantisk kærlighedshistorie beskæftiger den sig med løgne og sandhed, at turde stå til ansigt med sine fejltagelser og se dybere end overfladen. Den engelske ironi og humor fornægter sig ikke i personbeskrivelserne, men der er ingen nemme løsninger. Det er en historie fra en tid med omvæltninger. Man måtte finde en ny måde at leve sammen på, men i romanens øjne er det helt sikkert en god ting!