![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale En bøn for Owen Meany af John Irving. - , 1989 (dansk udgivelsesår) Genrer: Amerikanerliv, Familien, Humor, Venskab Owen Meany er en meget lille dreng med en meget skinger stemme. Han får en afgørende indflydelse på sin bedste ven Johns liv, men er han Guds redskab? ![]() Omslag af: Robert Reed Owen er ikke nogen helt almindelig dreng, men det er først som voksen, at John indser, hvor speciel Owen egentlig er. Owen og John vokser op i Gravesend, hvor de leger sammen, går i søndagsskole sammen og spiller little league baseball sammen. Det sidste får dog en brat ende, da Owen - med sit eneste rene slag nogensinde - rammer Johns mor i tindingen med en baseball og dermed slår hende ihjel. Bogen er, som alle John Irvings romaner, fyldt med groteske hændelser. Efter min mening er En bøn for Owen Meany Irvings bedste roman, men måske også den sværest tilgængelige. Den handler om tro, tvivl og mirakler, og det er ikke de letteste emner at give sig i kast med. Med sin sikre sans for at skrue en fortælling sammen klarer Irvinbg det dog til UG. Romanen er meget morsom, og dens hændelser står længe i hukommelsen - man vil f.eks. aldrig kunne se et krybbespil igen uden at tænke på Owen Meany! Samtidig er bogen også både dybt alvorlig og rørende.Owen Meany er én af de romanfigurer, man aldrig glemmer. Af Nanna Knudsen (25.02.2005) Andre bogomtaler af Nanna |
