![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Halfdan : en biografi om Halfdan Rasmussen af Lene Bredsdorff. - , 2005(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Livshistorier Halfdan Rasmussen er forfatteren alle danskere er på fornavn med stort set fra det øjeblik, de begynder at opdage sproget. Nu har han fået sin egen biografi. ![]() Omslag af: Ukendt Da Halfdan Rasmussen døde, trykte Politiken hans alfabetvers i dagens avis. Det er ikke en gestus, der er enhver beskåret, og Halfdan var da også en forfatter med en sjælden spændvidde og folkeappel. Lene Bredsdorffs biografi fortæller om, hvordan det gik til at arbejdersønnen fra Christianshavn blev en forfatter, der har præget flere generationers sprogbevidsthed. Lene Bredsdorff kommer godt omkring i både privatlivet og forfatterskabet. Som stor fan af Halfdan Rasmussen savner jeg måske et par af de mange anekdoter, der findes om ham, men forfatteren har i stedet valgt i højere grad at kaste lys over de mørkere sider af Halfdan. Og det er spændende læsning, for Bredsdorff har gjort en grundig research og er en glimrende fortæller. Det er et stort plus ved bogen, at Bredsdorff har valgt at bringe hele digte, breve og andre tekster og ikke kun bruge uddrag. Det giver læseren mulighed for at genopleve tekster, de havde glemt eller for at lære nye at kende. Bredsdorff giver os et indblik i forfatterens liv lige fra start til slut, og selv om jeg før havde læst beskrivelser af Halfdans død og begravelse, blev jeg alligevel rørt: Der er magi og poesi i den fortælling, som der var det i Halfdan, og som der er det i hele hans store produktion af såvel de alvorlige som de muntre digte. Kender man så Halfdan Rasmussen bedre efter at have læst Lene Bredsdorffs biografi? Måske ikke, hvis man er en ivrig Halfdan-læser i forvejen, for alt hvad Lene Bredsdorff kan fortælle, findes allerede i digtene, rimene og remserne. Både det store sociale engagement, tvivlen, sorgen og den store livsglæde. Som et lille P.s. kan jeg sige, at Bredsdorff ikke gør meget ud af Halfdans sidste år. Der kan man supplere med at læse Johannes Møllehaves Faxerier, der både viser Halfdans ensomhed, og bestemt også den humor, der ikke forlod ham selv i den sidste tid. Af Nanna Knudsen (08.04.2005) Andre bogomtaler af Nanna |
