Ulla-Carin får diagnosen ALS på sin 50 års fødselsdag og ved der kun er en vej frem. Døden venter efter en meget kort tid.

Ulla-Carin har i en tid haft besvær med at bruge sin ene hånd. Derefter var der problemer med det ene ben, men ingen kunne finde en forklaring. Hun fik hjælperedskaber for at klare sit arbejde og undskyldte hele tiden hun var så uheldig. Men det skulle jo hele tiden gå så stærkt så det var derfor. Påstod hun.
Mens Ulla-Carin fik sværere ved at passe sit job som nyhedsoplæser på svensk tv’s nyhedsmagasin, bliver hun undersøgt nærmere. Mange sygdomme blev udelukket, indtil den dag den endelig meddelelse kom.



Lige på hendes 50 års fødselsdag får hun beskeden. Hun lider af en meget aggressiv muskelsygdom ALS. Der er ingen helbredelse og det vil meget hurtigt blive en tilværelse hvor hun er afhængig af andre. Det kommer også hurtigt.
Hun får diverse hjælpemidler stillet til rådighed af kommunen, samt hjælpere det meste af døgnet. For det går stærkt ned ad bakke. Snart er der problemer med vejrtrækningen, snart med at klare personlig hygiejne. Men hun tager den del med forholdsvis lyst sind.
Hun skriver sin fortælling ned på computer, efterhånden dog med hjælp for hun kan ikke bruge sine hænder. Snart er tungen også angrebet af sygdommen.



Der hvor hun har det sværest er børnene. De to små drenge som ikke helt kan forstå hvorfor mor er syg hele tiden. Hvordan får man fortalt sine børn man skal dø? Hvordan kan man få hjælp fra omgivelserne til bedst muligt at hjælpe sine børn gennem sådan en krise?



Så kan man spørge sig selv, hvorfor læse denne sørgelige bog? Jo det skal man hvis man vil lære noget om optimisme og samtidig få et lille indblik i en døendes sidste tid. Det er ikke beskrevet så man føler sig for nærgående, men alligevel er det meget vedkommende og lommetørklædet er da også fremme et par gange. Så uanset om du kender nogen med denne sygdom, læs den og sæt pris på livet.