Ikke en bog om dental hygiejne eller fodbolden i danskernes selvbevidsthed. Næ – det er en kvindebog (med stort K) med lidt bold, stiletter, mangel på søvn, elastisk hud og for megen rødvin.

En korrespondance – der blev til ved list af et tilfælde – eller hvordan et virtuelt venskab opstår i disse digitale tider. Glæd dig - for du får indsigt i de mest intime detaljer og de er ikke beskrevet med omsvøb: Tis er tis, bræk er bræk og en overtrukken konto er en overtrukken konto. Du vil grine, du vil nikke genkendende og engang imellem sige: ”hmm”.
</p>




Michael Laudrup er et gennemgående tema i bogen – han dukker op i både drømme og i røret hos frisøren. Vidste du f.eks. at Laudrup har et sommerhus på St. Croix? Eller at han har små tænder? Det ved vi nu og nogen gange er overflødig viden bare så dejlig.
</p>



Igennem bogen kan vi genkende Maise og Camilla: forstå deres familieproblemer, møde ”manden-der-ikke-ville-ha’-mig” og ikke mindst mindreværdskomplekserne fra fritidshjemmet der stadig spøger i baggrunden. Bogen er ikke et kronologisk tilbageblik på de to pigers liv. Den ene mail tager den anden og de disker op med anekdoter fra barndommen der kan refererer til nutidige hændelser.





Det er ikke en bog hvor man kan gengive en handling – det er jo ikke fiktion det her og ikke Bridget Jones’ Dagbog. Det er ikke bare chick-litt-overflade-snak. Det kan godt være at Maise og Camilla på overfladen ligner disse heltinder, men hvor er det befriende at de faktisk er som folk er flest og har valgt at vise det. Deres korrespondance bliver grobunden for et fællesskab hvor ”dybe tanker” og ”hvor-er det-syndt-for-mig” frustrationer kan få afløb. Vi burde alle sammen have en Maise eller en Camilla at skrive med. På et eller andet niveau tror jeg at det kan fungere som slags terapi – et sted man kan få afløb for de ting man for 100. gang ikke vil belemre sine venner eller familie med.
</p>




Jeg kan næsten ikke få hænderne ned. Maise og Camilla er også blevet mine med-konspiratorer. Hurra at vide, at kvinder som jeg ser op til, fordi de i mine øjne kan alt – faktisk ikke kan alt og at der er en bagside: De får også forkølelsessår, de falder i stiletterne, glemmer deres tasker og får stress over kærester og børn. Jeg er sikker på at de fleste kvinder i alderen 20-45 vil kunne identificere sig med enten Maise eller Camilla - med mindre man bor på landet (og kan lide det). Faktisk burde denne bog være tvunget pensum for mænd. Hvis de læser den tror jeg de ville forstå os meget bedre eller i worst case scenario flytte i et mandekollektiv.
</p>