Julen nærmere sig og det gør tankerne der vedrører vores nærmeste også. Eller i hvert fald dem vi nu engang har overfor familien – hvordan er det egentlig vi behandler dem.

Dette kunne være temaet i Kirsten Thorup roman Ingenmandsland. Der er en roman hvor Carl Sørensen er på plejehjem. Hans tanker går meget til tiden for mange år siden og indimellem synker han ud af vores virkelighed og ind i ingenmandsland, hvor man som læser er helt med på at dette land bliver mere nærværende for Carl Sørensen jo ældre han bliver. Dermed bliver det også værre og værre efterhånden som tiden går. Spørgsmålet er, hvornår kan Carl ikke komme væk fra Ingenmandslandet igen.



Ellen er tilbage i barndomslandet i forbindelse med julen og er chokeret over mødet med sin far. Hun forsøger at hjælpe og stiller broren Ulf til regnskab for den dårlige måde deres far behandles på. Ulf siger fra og mener ikke at han kunne have handlet anderledes og hvor var hun hænde da han havde brug for hendes hjælp.



For Ellen bliver det ikke kun et møde med det danske plejesystem, hvor personalet gør sit, men samtidig ikke kan hjælpe den ældre eller familien specielt meget. Det gælder om at de ældre ikke stikker af eller gør skade på sig selv eller andre. Det er ydmygende som de ældre bliver behandlet. Kirsten Thorup giver på sin side ikke personalet eller systemet skyldes for noget af dette men giver i stedet en menneskelig og meget følsom beskrivelse af de tanker og følelser en plejehjemsanbringelse og en umenneskeliggørelse kan medføre.



Ud over Ellens møde med faren kommer hendes eget forhold til sin store søn også op til overfladen. Ellen har ikke set ham i flere år og Ulf mener ikke hun må være det bedste til at vejlede andre i, hvordan de skal opføre sig over for deres medmennesker. For Ellen bliver det en meget personlig oplevelse at kommer hjem til jul, med forestillinger og drømme som selvfølgelig ikke kan blive til virkelighed.



Herfra skal kun lyde en enkelt sætning mere: Læs romanen, det er nok Kirsten Thorups bedste roman nogensinde.