menulogo

Romansiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Jonna er 54 : roman af Kim Fupz Aakeson. - , 2009 (dansk udgivelsesår)

En lille trist roman, som er svær at ryste af sig. Et rigtig godt portræt af den midaldrende Jonna, som ikke kan undgå at berøre sin læser.


Jonna er 54, hun er osse foged, ugift, enlig mor til en smuk søn som er talentfuld maler. Hun er osse sine forældres eneste barn, faderen døde da hun var stor pige, moderen i løbet af romanen.

Jonna har det ikke nemt, hun er ikke så god til det med andre mennesker, ikke god til livet i det hele taget.

Hendes søn, som er i tyverne er hendes et og alt, men han er psykisk svag, og må flytte hjem til hende igen efter at kæresten har droppet ham – og bogstaveligt talt alle hans ejendele på Jonnas græsplæne. På det tidspunkt er han indlagt på psykiatrisk afdeling, han kommer hjem, og fylder Jonnas liv.

Romanen starter med at Jonna bliver spået uro og død – og det er ikke sjovt at spekulere på: Hvilken uro? Hvem er det der skal dø? Jonna er i forvejen ikke den der tager livet særlig let, så det er klart, at det gør livet endnu tungere for hende.

Romanen klipper mellem Jonnas nutid og barndommen med den alkoholiserede far, som var helt utilregnelig, når han var fuld, og da han endelig efter mange forsøg blev tørlagt blev han lisså uudholdelig, fordi han bare flæber og har ondt af sig selv. Heldigvis får Jonna da taget sin hævn over ham.

Som ung mødte hun Steven, en ung canadier, som hun når at blive gravid med inden han rejser tilbage til Canada. Men Jonna har taget ved lære af livet alt for tidligt: Hun skal ikke regne med hjælp – det er vist bedst at hun selv klarer tingene, og på det praktiske plan klarer hun sig. Men især hvad de sociale relationer angår er hun rigtig dårlig til at klare sig selv. Hendes selvmordstruede søn klarer sig egentlig bedre, han har da i hvert fald venner, og til tider osse en kæreste.

En velskrevet roman som giver et indblik i et andet menneskes liv. Ikke meget opmuntring, måske et lille håb om lys forude, men alligevel en roman, som efterlod mig berørt og bevæget.


Af Susanne Bogh (26.05.2009)

Andre bogomtaler af Susanne
romansiden.dk
romansiden.dk
Tilbage
Om Romansiden