"Ansigtet på hovedpuden kan til enhver tid skiftes ud, men en (mands) datter er for evigt".

Hvordan kan det dog være at kvinder stadig gifter sig med dumme svin? Sappho falder for Gavin, som er faderen i den familie, hvor hun er au-pair. Hans hustru er døende.
Nogle år efter hustruens død gifter Sappho sig med Gavin - som i virkeligheden er ganske utiltalende - og som den nye kone viser det sig, at hun osse har giftet sig med hans afdøde hustru og dennes meget levende mor, samt med hans to børn, den ene er en meget ubehagelig, forkælet og manipulerende datter. Især datteren og hendes mormor er virkelig nogle skrappe eksemplarer af kvindekønnet.
Romanen er Sapphos egen fortælling, kommenteret af hendes mor, der er psykoanalytiker, og som heller ikke har for godt styr på sit eget liv.
Denne roman er Fay Weldons beskrivelse af den moderne familie, med stedmødre, papbørn og involverede og snagende bedsteforældre.
I denne roman er Fay Weldon ikke helt så bidende ond, som i gamle dage, og jeg synes der går lidt for længe før romanen rammer hendes tidligere så morsomme og skrappe tone.
Men denne beskrivelse af kærlighed mellem mand og kvinde, mor og børn, far og datter er dog både underholdende og humoristisk. Jeg synes fint romanen kan anbefales, Weldon er jo en habil forfatter, som forstår at underholde med en snert af pisken. God fornøjelse!