Grim forside, der passer fint med romanens grumme indhold. Mobning får en helt ny betydning når man læser Morten Ramslands roman.

At børn kan være onde ved hinanden er selvfølgelig ikke nyt. Det er vel efterhånden 30 år siden jeg læste Fluernes herre af William Golding. Så selve barnets ur-ondskab, er ikke noget nyt begreb. Det overraskende ved Morten Ramslands roman er, at ondskaben i romanen foregår i min barndommens land, dvs. det pæne kvarter, hvor ordentlige familier bor, men hvor mobningens ondskabsfuldhed samtidig eksisterer side om side med harmonisk familieliv. Det er skræmmende læsning.

Lars og hans kammerater eksperimentere med liv, primært dyrs liv, ved at spille tennis med skrubtusser, fryser skrubtusser ned og se hvad der sker og det samme med en kanin. Efterhånden går deres eksperimenter videre til dem selv og eventuelt mindreårige kammerater. Kan man overleve 1 time i en fryser?
Mobningen og tæv er hverdagskost for drengene, og hvis ikke det er dem selv der udøver denne tæv eller mobning, ja, så er de selv ofre, for større drenges tæv.

Det er bestemt ikke opbyggende læsning og tæt på en deprimerende oplevelse at læse om. Kærligheden og undersøgelsen af erotikken spirer også frem i drengene, og hvis der ikke lige er en pige i nærheden, som er klar til at vise, hvad der er inde bag tøjet, har drengene hinanden. Det hele foregår dog i det hemmelighed, da drengene er meget sårbare på dette område.

Romanen er virkelig godt skrevet, men altså samtidig en grum historie om opvækst i et villakvarter i provinsen, hvor forældrene ikke skildres som dem der svigter, men derimod dem der forsøger at give deres børn ordentlig moral og etik i deres omgang med verden. Ur-ondskaben lever ifølge Ramsland.