Historien om Romeo og Julie bliver man aldrig træt af. Anne Fortier har skrevet sig egen historien om hvad der virkelige hente Romeo og Julie.

Om romanen Julie er baseret på enkelte historiske kendsgerninger skal jeg ikke gøre mig klog på, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at Anne Fortier med Julie har skrevet en medrivende og spændende kærlighedshistorie om Shakespeares Romeo og Julie eller deres virkelige ophav: Giulietta og Romeo, som begge levede i Siena i 1300-tallet.

Romanen om Julie er delt i to historier. Den ene er nutidens Julie og hendes søster Janice. Deres mor kom fra USA, mens deres far var italiener. Forældrene døde, mens pigerne stadig var børn og siden da er de opvokset hos en tante i USA. Pigerne husker ikke meget fra tiden i Italien, men til gengæld har de nogle rare voksne omkring sig i tante Rose og altmuligmanden Umberto.

Da tanten dør, arver Janice tantes hus, mens Julie ingen arv modtager. Til gengæld får hun et brev fra tanten, hvori tanten opfordrer Julie til at søge sine rødder i Italien og dermed får en arv fra forældrene.

Julie stikker af til Italien og har kun kontakt til Umberto. I Italien begynder en jagt efter arven og det går snart op for Julie at arven har noget med Shakespeares Romeo og Julie at gøre. Nutidens Siena er fyldt med historie og Julie kommer hurtig ud hvor hun ikke kan bunde.

Den anden del af historien, som egentlig er en parallel historie i romanen foregår i 1300-tallets Siena og er mellem Giulietta og Romeo, hvis familier var i krig med hinanden. De to unge bliver stormende forelsket i hinanden og lever snart kun for at få hinanden. Således går det selvfølgelig ikke, hvilket selvfølgelig ikke kan overraske folk der kender historien om Romeo og Julie.

Min umiddelbare eneste anke mod romanen findes i forklaringen på denne 1300-tals historie. Det er angiveligt en dagbog, skrevet af den store maler Ambrogio Lorenzetti, som Julie finder i nutiden og som indeholder hele historien om 1300-tallets Romeo og Giulietta. Dagbogen er tidligere oversat til engelsk, og således stadig ok i forhold til historien, men at Ambrogio Lorenzetti kan fortælle hele denne historie om med intime detaljer omkring familiefejden og Romeo og Giuliettas ufuldendte kærlighedshistorie er ikke sandsynlig. Et par gange er Lorenzetti med, hvor det sker, men jo selvfølgelig ikke altid.

Dette bør dog ikke forhindre dig i at få en dejlig spændende og romantisk ulykkelig kærlighedshistorie, får her fejler romanen bestemt intet. Det er sidetalsmæssigt en stor roman, men ligger ellers i forlængelse af Jennifer Lee Carrell’s ”Shakespeares hemmelighed” og lignende romaner.