Helle Helle har endnu engang skrevet et stillestående hverdagsdrama om en ung kvinde, der har svært ved at finde sit liv.

I Dette burde skrives i nutid møder vi to forskellige kvinder. Dorte, der er ung og ved at tage sin uddannelse og hendes faster, der ligeledes hedder Dorte og som efterhånden har fået ro over sit liv.

Tilsyneladende går det godt for den unge kvinde. Hun er indskrevet på Københavns Universitet og bor i en lille landsby i tilpas afstand fra København. Hun bor i et lille hus med lille have, tæt på stationen. På stationen bor Kurt med sin kæreste. Kurt og Dorte er lidt betaget af hinanden og lidt uforpligtende sex skader vel intet.

Dorte lever af sine børnepenge og efterhånden som romanen skrider frem, reduceres der kraftig i disse. I starten har hun rimelig råd til at gå på café og købe tøj og sko, men efterhånden må hun have madpakke med når hun tager til København for at slå tiden ihjel. Studiet gør hun intet ved. Vi følger Dorte i hendes triste hverdag.

Ind imellem møder Dorte dog interessante personer, bl.a. hendes faster Dorte. Det kommer da også som lidt af et chok for Dorte, da fasteren en dag bliver indlagt for depression.

Det rolige tempo til trods, så gennemgår Dorte en rivende udvikling igennem romanen. Desuden virker det ikke til at hun finder en mening med sit liv, men forhåbentlig vil fasterens indlæggelse og hendes manglende økonomi få hende videre i livet.

Helle Helle kan sit kram. Det er som sædvanlig medrivende læsning, men jeg mener dog at både hendes Rødby-Puttgart og Ned til hundene var bedre.