menulogo

Romansiden er en del af Bognettet

Bogomtale

En passende aftale af Fay Weldon. - , 2012 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Familien

Denne bog foregår i: England

Denne bog foregår i: London (England)

Fay Weldon er tilbage I højt humør og med lanserne hævet. En underholdende og befriende sarkastisk roman med bid i om livet Upstairs Downstairs i London 1899.


bogomslag
Det var faktisk Fay Weldon, der skrev første afsnit til 70ernes store tv serie-succes: Upstairs Downstairs. Nu er hun tilbage I den samme genre, denne gang med første bind i en romantrilogi: Kærlighed og arv. Dette første bind hedder En passende aftale.
Ordet passende er meget beskrivende for overklassen i London 1899, hvor denne roman finder sted. Romanen strækker sig over 2 måneder, og handler om beboerne I huset på Belgrave Square. Herskabet, lord og lady Dilberne og deres voksne børn, datteren Rosina og sønnen Arthur. Og ikke at forglemme tjenestefolkene, der regerer I kælderen – og til en vis grad upstairs osse.
Lord Dilberne og hans søn, er begge nogle dovne, morskabs- og sexhungrende mænd af tiden, lady Dilberne er en “rigtig” dame, der egentlig har opgivet den u-pssende datter Rosina. Rosina er nemlig en moderne kvinde, tvunget til det som hun er, fordi hun ikke lever op til tidens idealer om rigtige kvinder, hun er for høj og tynd, og så er hun tilmed intelligent, og ville egentlig gerne have en uddannelse, men det passer sig ikke for en velhavende kvinde af den tid.
Men allerede i de første kapitler går det op for læseren, at familien slet ikke er velhavende mere. Lord’en har spillet pengene op, dels ved spillebordene og på heste, men også ved en rigtig dårlig investering I en sydafrikansk mine.
Selv om ingen I familien egentlig tager en snarlig økonomisk ruin særlig højtidelig, går det op for Lord Dilberne at han må prøve at få en ministerpost, så han derved kan tjene penge (han er jo automatisk medlem af Overhuset), men han og hans hustru blir klar over, at den nemmeste og hurtigste måde at få penge på, er ved at overtale sønnen til ægteskab med en rig arving.
Mange af disse begivenheder oplever vi gennem tjenestefolkene, som på deres måde forsøger at opretholde status quo, ved også udadtil at vise, at deres familie er toneangivende, samtidig med at nogle af dem i det stille begynder at tænke dybere over sociale uretfærdigheder.
Ind på scenen træder den brovtende, amerikanske Tessa O’Brien, gift med en hovedrige kvæghandler i Chicago, og hendes yndige datter Minnie. Hun må være et passende parti for Arthur. Men hun har en fortid! Og det er jo ikke passende.
Mange hemmeligheder bliver afsløret i løbet af de to måneder romanen strækker sig over. Mange besværligheder skal overkommes og en del kameler sluges, før det store middagsselskab, hvor prinsen af Wales også deltager, som er romanens klimaks .
Imens har læseren moret sig og nydt en morsom og bidende sarkastisk beskrivelse af livet I et herskabshus I London i 1899.
En passende aftale er meget underholdende læsning, og det bliver spændende at følge personerne I de næste to bind.


Af Susanne Bogh (02.10.2012)

Andre bogomtaler af Susanne
romansiden.dk
romansiden.dk
Tilbage
Om Romansiden