“Man kan aldrig få for mange diamanter” - dette er Dronning Alexandras indstilling til sin og kongens kroningsceremoni i det andet bind af Fay Weldons romantrilogi Kærlighed og arv.

Kongen længe leve har som omdrejningspunkt den store kroningsceremoni, som skal finde sted i juni 1902.

Kong Edward den 7. og hans dronning skal krones, og det sætter hele den engelske adel på den anden ende. Herunder Lord og Lady Dilberne, som begge er meget tæt på det kongelige par.

Kroningen bliver symbol på den "gamle" verden, hvor det ydre har den største betydning. Jo mere staffage, jo større glæde hos undersåtterne, er de kongeliges og de adeliges indstilling.

Skønt Dilberne-parret har så travlt fortsætter livet alligevel, dels hos deres søn og deres amerikanske svigerdatter, som når at blive gravid og at føde i løbet af romanen. Dels hos deres “umulige” datter Rosina, som gør dem livet surt, fordi hun er for høj og for klog og for politisk til at kunne indgå i et passende ægteskab. Og endelig hos deres ukendte niece Adela, som bliver forældreløs i en alder af 16 år.

Weldons fortælling om de tre unge kvinder viser på en humoristisk og satirisk måde i hvor høj grad kvinder af det finere selskab omkring 1900tallets begyndelse blev holdt i total uvidenhed, om deres udvikling og deres krop, og om samfundet udenfor deres meget indskrænkede cirkler. Men dette er jo osse begyndelsen på et nyt århundrede, og hos alle tre piger mærkes behovet for en omvæltning, ønsket om større viden og selvstændighed. I dette bind rejser Rosina til Australien, og det bliver spændende at høre mere om hendes liv der, i "den nye verden".

En fjerde pige er osse på scenen, Adelas tidligere tjenestepige Ivy, som er langt mere verdensklog end de andre. Hun og hendes kæreste forstår at få noget ud af livet, trods den kamp det er, når man blot er kommet af en fattig baggrund. De forstår sågar at udnytte de allerhøjeste cirkler ved at udnytte det nye modelune, spiritisme.

Weldon har en skarp pen, og hun er altid underholdende at læse. Denne serie er måske beregnet på at kunne blive til en tv-serie, det ville ikke undre mig, og det er ikke et af Weldons hovedværker.

Triviallitteratur? Måske, den læses ihvertfald lige så let, men så alligevel: Weldon bliver aldrig triviel, hun formår at spidde sine personer, og forfalder aldrig til rene klicheer.
Jeg glæder mig til seriens sidste bind udkommer.