Velskrevet biografisk roman om en kvindelig storforbruger, af penge, af ting og først og fremmest af mennesker.

Michael Frank
Den fabelagtige familie Frank.

Det første ord der falder mig ind når jeg skal beskrive denne romanbiografi er: Vitalitet. Teksten emmer af vitalitet, og hovedpersonen er et energibundt, som altid er i bevægelse, altid i gang, hun er den type, der mener man skal vente med at sove til man er død.
Det er jo fint, men det store problem er, at hun mener at alle andre skal synes det samme. Og det gælder ikke bare søvn, men alle livets forhold, alle skal mene og tænke og gøre det samme som hende.

Michael Frank beretter om sin tæt knyttede familie. Tæt, fordi det faktisk er to søskendepar, der har giftet sig med hinanden, og tæt, fordi de bor kun få minutters gang fra hinanden i Los Angeles, og bruger rigtig meget tid sammen.
Michel er den ældste af tre drenge, og hans faster Hank og hendes mand Irving nærmest overtager ham, som deres egen. De har ikke selv fået børn, og tager det som en naturlig ting, at Michael bruger det meste af sin tid med dem, især med Faster Hank. De er et succesrigt manuskriptforfatterpar, og penge mangler de slet ikke.
Faster Hank bruger penge, succes, stor viden om litteratur, arkitektur og kunst til at binde Michael til sig. De går ud sammen og finder antikviteter og kunst, ikke en gang imellem, men nærmest hver lørdag, hun finder litteratur han skal læse (Dickens, Shakespeare, Balzac), og hun danner på den måde et ubrydeligt bånd til Michael. Hans egne forældre er mere ”almindelige”, de er vel som forældre er flest, med almindelige, daglige liv. Så ikke underligt, at når Faster ringer og beder ham om (beordrer, i virkeligheden) at komme og banke, banke (dvs. hjælpe med at hænge nyindkøbte malerier op), så kommer Michael løbende.
Der er altid liv og glade dage med Faster Hank.
Morbror Irving er noget mere afdæmpet, men han elsker osse Michael højt, og han elsker sin kone. Man får fornemmelsen at han lader hende gøre lige hvad hun vil fordi han ved, hvad hun vil kunne gøre, hvis ikke han gør det.
Hun er nemlig den type, som omgir sig med mennesker som ikke siger hende imod, og hvis de gør, er hun færdig med dem med det samme, og ikke nok med det, hun bagtaler dem og kritiserer dem ved hver given lejlighed.
Det eneste Morbror Irving har, som er helt hans eget, er hans påklædningsværelse, som han har omdannet til sin hule, hvor han kan være sig selv – og vel osse i fred. Her mødes Michael med ham ofte, og her kan de have lidt mere fortrolige samtaler.
For sandheden er vel, at Faster Hank kan man vist ikke ligefrem samtale med, hun skøjter på overfladen, for hende er alt forbrug, forbrug, af penge, litteratur, antikviteter, kunst – og mennesker.
Som årene går og Michael bliver teenager, begynder han at gøre oprør mod Faster. Han er ikke klar over hvad der sker, men på grund af den ”opdragelse” han har fået af hende, skiller han sig gevaldigt ud blandt sine jævnaldrende, og hans skolegang er præget af drillerier og mobning. Han begynder at få heftige, næsten vedvarende mavesmerter, som der ingen fysisk forklaring er på. Hans forældre er klar over, at forholdet ikke er helt i orden, de prøver at gøre noget, bl.a. ved at forlange at Michaels to yngre brødre osse skal inviteres med, men Hank reagerer ved at lægge hele familien på is, og ved at prøve at få Michael til at mødes med hende uden brødrene.
I teenage-årene prøver Michael at holde sig fra Faster, det er svært, hun kan ikke forstå han ikke er så ”forhekset” af hende mere.
Efter sin skoletid flytter han til Italien, og får på den måde løsrevet sig, men Hank inviterer bare nogle fjerne familiemedlemmer med på europatur, så hun kan ”overtage” Michaels liv alligevel. Nu er han blevet voksen, og han er i stand til at sige hende imod.

Dette er en fantastisk fortælling, som er virkelig velskrevet og som man læser ud i en køre. Hank er en menneskeæder, ja, det må være ordet. Hun er en manipulator, hun er aldeles utiltalende, men man forstår alligevel Michaels kærlighed til hende.

Hun og Morbror Irving er ikke opdigtede personer, de var rent faktisk et succesrigt manuskriptforfatterpar i over 30 år. Han er død, men hun lever stadigvæk, er nu over 100 år gammel.
Meget spændende og velskrevet, og så er den jo lige vand til den mølle vi danskere har der hedder fordomme om amerikanerne – især kvinderne. Og som en lille eftertanke kan jeg ikke rigtig lade være med at sammenligne hende med Donald Trump.