Sørgmunter optimistisk roman om Ingemars tvangstanker og hvordan de pludselig bliver udfordret.

Mikael Bergstrand er tilbage på dansk med ’Ingemar Modigs morgengry’. Romanen minder i sin struktur om ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backmann. De to forfatteres romaner har da også det til fældes, at de skildrer mænd i en moden alder, som egentlig er utilfredse med deres tilværelse.

Ingemar Modigs morgengry er bekymrende. En af Ingemars bekendte vil dø, hvis ikke har slå sin clockradio fra, inden den vækker ham kl. 8:00. Ingemar vågner heldigvis kl. 7:59:30-40-stykker, og kan dermed lige nå at redde en bekendt. Det er en voldsom tvangstanke, specielt da det kan betyde liv eller død. Ingemar har desuden fundet en løsning på nogle af sine tvangstanker. At tælle!

Tælle er en så indgroet del af Ingemars liv, at alt bliver talt. Ikke nok med det, det skal også gå op i 3. Det kan være hårdt at være Ingemar, hvis antal af parkerede biler ikke går op i tre. Enten må han vente på at en bil kommer eller kører eller Ingemar må gå en omvej for at komme til sit bestemmelsessted. Ingemar vil desuden helst være alene og når han spiser ude, som steder hvor han kan styre alle bakterierne. På café sidder han og spiser på en avis, ligesom hjemme hver dag bliver gjort rent tre gange!

Ingemars liv ændrer sig, da han møder den 11 årige Dalia fra Syrien. Dalia er helt fantastisk med en fodbold og Ingemar er helt betaget af hendes fodboldspil. Dalia har ellers sit at slås med, både i forhold til drengene i klassen, som driller hende og ikke mindst hendes far, som mener hun snart er voksen og derfor skal gå med hijab (hovedbeklædning).

Dalia er meget åben overfor Ingemar, og snart bliver de nærmest venner. Det er dog ikke helt let at være mand og fyldt 60 og samtidig ses med en pige på 11 år! Der er hurtig mistanke i luften, specielt hvis lillebyen samtidig har en journalist, som mangler en stor historie, der kan tilbageerobre fordoms gode ry som journalist.

I byen findes desuden personer, der ønsker Sverige for svenskere – samt en lille flygtninge ghetto. Alt sammen har indflydelse på Ingemars videre liv.

Mikael Bergstrand har på papiret skrevet en alvorlig roman om indvandring og ikke mindst det at være bange for det ukendte. Bergstrand gør det heldigvis på en levende og rørende måde – som ikke kun betyder at man har lyst til at læse videre, men samtidig så der bliver et håb for vores fælles fremtid.

Det bliver spændende at følge, hvilket emne Mikael Bergstrand næste gang tager under behandling, men mon ikke det igen bliver nogle af samfundets stille eksistenser. God læselyst.