Der gik ikke mange år efter den russiske revolution, før rygterne begyndte at svirre. Var zaren og hans familie virkelig døde i 1918, eller var de undsluppet?

Mest vedholdende var rygterne om den yngste datter, Anastasia. Det hævdedes, at hun mirakuløst havde overlevet og levede forklædt et sted i Europa. I 1920 dukkede en kvinde op, der påstod at være Anastasia. Efter talrige retssager afviste den tyske højesteret i 1970 endeligt, at det kunne være rigtigt.

Det er historien om denne kvinde, Mary Morrissy fortæller i sin roman. Hun bygger en historie op omkring de få kendsgerninger, der er kendt om "Anastasias" liv i et forsøg på at finde en forklaring. Hvem var hun? Hvorfor troede hun, hun var den russiske fyrstinde? Og hvordan fik hun store dele af verden til at tro på det i 50 år?

Romanens Anastasia hedder Franziska Schanzkowska og er vokset op i et delt og undertrykt Polen. Hendes barndom er præget af en far med anlæg for psykologisk sadisme og hendes ungdom af 1. Verdenskrig. På klassisk vis lægger forfatteren spor og antydninger ud, som først besvares og opklares sent i romanen. Det er gruopvækkende ting, Morrissy fortæller, og det er spændende nok til, at læseren køber historien om Franziskas/Anastasias liv.

Styrken i Morrissys bog er, at den er herligt fri for den vammelsøde romantik, der oftest præger fortællingerne om Anastasia. (Jeg husker med gru tegnefilmen Anastasia, der havde så travlt med at gøre zarfamilien skyld- og pletfri, at den hævdede, at revolutionen opstod, fordi Rasputin var besat af djævelen) I stedet for at fortælle om en stakkels, overlevende zardatter, fortæller hun historien om en kvinde, der i mere end et halvt århundrede brændende ønskede at være en anden.

Det er en fascinerende historie, Morrissy opruller, og selv om nogle af årsagsforklaringerne og sammenfaldene i romanen kan virke en smule søgte, gør det ikke noget. Historien er trods det solidt og troværdigt fortalt.