Dimitri Verhulst blev i 2001 bedt om at skrive noget om asylansøgere. Han flyttede ind på et modtagelsescenter, og det er der kommet en både grotesk morsom og trist roman ud af.

I en belgisk lejr for asylansøgere bor Bipul Masli. En gang var han fotograf, nu er han - ingenting. Ligesom alle de andre, der bor i lejren, sidder han og venter på svar på sin ansøgning om asyl.Han lærer sig flamsk uden at vide, om han nogensinde får brug for det, men så går tiden da med det. Der sker nemlig ikke så meget i lejren: Underholdningen består i det ugentlige psykologbesøg (det trækker op, at psykologen er kvinde), skakspil og ikke mindst væddemål og slagsmål.

Det lyder umiddelbart som en temmelig trist og tragisk roman, og det er det uden tvivl. Men det er også morsomt på en både grotesk og tragikomisk måde. Som når Maqsood mener at have fundet den perfekte løsning: Han skal jo bare giftes med en belgisk kvinde for at få lov til at blive i landet. Men fattige asylansøgere med øjne, der er permanent røde og ødelagte af torturbødlernes overdrevne brug af peberspray, er ikke i høj kurs på ægteskabsmarkedet. Det gør det bestemt heller ikke lettere at møde kvinder, når man ikke kan komme ind på de lokale diskoteker. Så er der også lige det med stærke belgiske mænd, der ikke bryder sig om, at asylansøgere lægger an på deres kærester...

Det er den slags episoder, der udgør den lille roman, der er blevet kaldt "politisk ukorrekt." Hvis man med "politisk korrekt" mener berøringsangst og kedelig, er det modsatte en glimrende betegnelse for Hotel Problemski. Efter min mening er etiketten nu ikke så vigtig. Vigtigere er det, at Verhulst med skærende sarkasme og stor indlevelsesevne åbner for en diskussion af problemer, vi helst ville lukke øjnene for i Fort Europa.