Elizabeth Cranfords fortælling om livet i den lille by Cranford er en klassiker i engelsk litteratur. Romanen er stadig en meget underholdende historie om snobberi, fattigdom og venskab.

I Cranford er det kvinderne, der regerer. Gammeljomfruer og enker er der masser af, men ikke mange mænd. Og det generer ikke kvinderne i Cranford. "En mand er "sådan" i vejen i et hjem," som én af dem siger. Blandt Cranfords kvinder består der en hakkeorden, som ingen af dem ser nogen grund til at anfægte. Når man ser bort fra den lokale adelige frue, er den formidable Miss Jenkyns den ubestridte dronning. Hendes mening bliver sjældent draget i tvivl, ikke engang da hun dør og efterlader sig sin let kuede søster Miss Matty.

Romanens fortæller besøger ofte Miss Matty, der bliver en slags hovedperson i romanen, for det er først, da uheldet er ude og rammer hende, at Cranfords damer for alvor viser deres værd. Forinden hører vi om deres indbyrdes stridigheder, deres forsøg på at skjule deres fattigdom, som man ikke taler om, selv om alle kender til den. Med alle midler arbejder damerne sammen på at skjule deres økonomiske uformåenhed. I Cranford er det ikke fint at servere overdådige måltider for sine gæster, det er frådseri. Og alle ved, at det mindst slidte tøj først kommer på efter middag, når visittiden indtræffer.

Elizabeth Gaskell fortæller med en fin indfølingsevne. Hun er altid loyal over for sine personer, selv om både hun og læseren godt kan more sig over dem af og til. Damerne i Cranford kan virke komiske midt i al deres fattigfinhed, men Gaskell viser os alligevel, at der gemmer sig noget andet og mere bag ved den facade, som de alle er så ivrige efter at opretholde.

Man er glimrende underholdt af romanen, der oprindeligt er skrevet som føljeton, og som derfor sagtens kan læses af flere omgange.