![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Den femte rolle af Robertson Davies. - , 1985(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Familien, Humor, Klassikere, På landet, Slægt, Venskab En dreng kaster en snebold efter en anden dreng. Den rammer den forkerte og sætter en lavine af hændelser i gang. ![]() Omslag af: Peter Stoltze Den femte rolle er fortalt af den pensionerede skolelærer, Dunstan Ramsay, en excentrisk mand med kunstigt ben og en livslang interesse for katolske helgener. Det var Ramsay, der skulle have haft en snebold i nakken, men han dukker sig, og i stedet bliver den unge gravide præstekone Mrs. Dempster ramt. Resultatet er gruopvækkende. Fødslen går i gang 80 dage for tidligt, og Mrs. Dempster bliver aldrig helt normal igen. Vi er i det landlige Canada, i byen Deptford, i starten af det 20. århundrede, hvor der bliver set skævt til dem, der overskrider det lille samfunds moralske normer. Ramsay skiller sig ud i en tidlig alder. Han har medlidenhed med Mrs. Dempster og hendes lille søn Paul, selv efter at resten af Deptford har lukket dem ude efter en uheldig hændelse i den lokale grusgrav. Ramsay melder sig under fanerne til 1. Verdenskrig for at slippe væk fra sin dominerende mor. Efter krigen uddanner Ramsay sig til historiker og skolelærer, og hans excentriske sider begynder for alvor at dukke op. Samtidig er hans barndomsven, Boy Staunton, drengen der kastede snebolden, en rising star i finanslivet. Deres mangeårige venskab slutter den dag, den nu 70-årige Staunton findes i havnen i sin bil med en sten i munden. Den femte rolle er ikke alene Davies’ hovedværk, men også et hovedværk i engelsksproget litteratur. Som behersker af sproget er Davies suveræn, og han jonglerer med alverdens emner, lige fra katolske helgener til tryllekunst med en imponerende viden og intellektuel spændvidde. Først og fremmest er Davies en stor humorist, ikke af klaske-på-lårene-typen, men på en underfundig og begavet måde. Af Nanna Knudsen (21.01.2005) Andre bogomtaler af Nanna |
