Rachels familie mener, at hun har et narkotikamisbrug. Det mener hun ikke selv, men lader sig alligevel overtale til at tage på afvænningsklinik. Enhver kan jo trænge til lidt ferie.

Rachels ferie beskriver Rachels ophold på afvænningsklinikken og tiden op til, at familien hører alarmklokkerne bimle. Hun synes selv, hun har styr på tilværelsen i New York, hvor hun deler en lejlighed med en veninde og går i byen for at feste og score fyre. Helst de trendy. For hun kan da ikke for alvor være forelsket i Luke, der går i denim og hører håbløst forældet rockmusik?

Når jeg synes, Marian Keyes er en tand bedre end så mange andre chick lit-forfattere, så er det, fordi hun aldrig forfalder til at gøre shoppingmani, slankehysteri, overdreven indtagelse af vodka, dårlige karrierevalg eller desperat mandejagt til noget glamourøst. Og selv om hendes bøger selvfølgelig har happy ends, har man på fornemmelsen, at hendes heltinder såmænd også nok skulle klare sig uden drømmemanden.

Alle disse ting gælder også i Rachels ferie, som fortæller om Rachels gradvise erkendelse af sit misbrug, årsagerne til det og de konsekvenser, det har haft for hende selv og andre. Alt sammen i en spiselig indpakning, selvfølgelig, men ikke desto mindre er det mere interessant end de fleste 30something-bøger.

Alt i alt er man glimrende underholdt med MArian Keyes og Rachel. Som et lille bitte surt opstød må jeg dog sige, at oversætteren desværre har en tendens til at bruge ordet "jeg", når der retteligt burde stå "mig", og det er ærgeligt i en oversættelse, der ellers klarer uoversættelige ordspil og lignende på hæderlig vis.