![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Venus' fødsel : kærlighed og død i Firenze : roman af Sarah Dunant. - , 2003, 2004(2) (dansk udgivelsesår) Genrer: Historiske, Kærlighed Denne bog foregår i: Italien Denne bog foregår i: Firenze (Italien) Da Venus blev født – dramatik og dødssynder i Firenze ![]() Omslag af: Per Demuth Den altoverskyggende hovedrolle i fortællingen tilhører Alessandra, hvis liv vi lærer at kende på baggrund af hendes efterladte papirer fra det kloster, der blev hendes sidste hvilested. Vi befinder os i Firenze sidst i 1400-tallet, en turbulent tid med urolighed og religiøse magtkampe. Alessandra på 14 er en del af en velhavende familie, faderen er klædehandler og respekteret i byen. Hendes to ældre brødre, Luca og Tomaso, er hun ikke specielt knyttet til, de sover om dagen og fester igennem om natten. Alessandra selv er mere intellektuel, og desuden meget kunstnerisk interesseret. Hun bruger meget tid på at tegne, male og andre indendørs kreative sysler, og da hun i modsætning til sine brødre sjældent får lov til at gå rundt i byens gader, er det slaven og tjenestepigen Erila, der må forsyne hende med sladder og nyheder om Firenzes mørkere sider, heriblandt om nogle bestialske mord, der terroriserer byen. Faderen tager på et tidspunkt på en handelstur til Nordeuropa, og da han kommer hjem igen har han en ung mand med sig, en talentfuld maler opvokset blandt munke, hvis opgave det er at udsmykke væggene i familiens kapel. Alessandra bliver med det samme draget mod den tavse, mystiske maler, og det er ikke kun hans kunstneriske evner, der tiltrækker hende. Men forældrene har allerede udset hende en ægtemand, den noget ældre Christoforo. På det intellektuelle plan passer de godt sammen og kan diskutere ligeværdigt om kunst, litteratur og politik, men det står hurtigt klart, at der er meget, han på det ægteskabelige plan ikke kan give hende. Christoforo lever et andet liv på sidelinjen, og det nye strenge regime, repræsenteret ved munken Savonarola, der tager magten over Firenze, udgør en konstant trussel. Venus’ fødsel er en historisk roman med Firenze som en spændende kulisse. Vægten i fortællingen er lagt på Alessandras overgang fra uskyldig uvidende pige til stærk kvinde med drifter og behov, deraf titlen på bogen. Fofatteren lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver død og ødelæggelse i grafiske detaljer, og det bliver indimellem for meget. Det er lidt som om det bliver for påtaget, og mest for at skabe dramatik i historien. Ellers er det en sanselig og underholdende roman, Sarah Dunant her har skrevet. Af Stine Pedersen (03.04.2005) Andre bogomtaler af Stine |
