At være eller ikke være: en sjælesørgers bekendelser

Liv, en ung kvinde midt i 30’erne, tager til Norge, langt nordpå i Sameland, for at arbejde som hjælpepræst. Hun flytter fra Tyskland, hvor hun studerede teologi og skrev speciale om et drabeligt sameoprør i 1800-tallet, der fandt sted i samme område, hvor hun skal påbegynde sit embede. Livs gode veninde i Tyskland, Kristiane, begik selvmord, og den efterfølgende smerte får hende til at søge langt væk og starte forfra.
Det er ikke alle i lokalsamfundet, der accepterer Liv, en kvindelig præst er en sjældenhed på de kanter, men hun udvikler et venskab med kirketjeneren Nanna og dennes to børn. Liv bruger en del af sin tid som præst på sjæl- og sorgarbejde, og da en ung pige begår selvmord ripper det op i gamle sår og minder.
Indflettet i historien om Liv og hendes refleksioner over livet og døden, hører vi om sameoprøret via citater fra breve skrevet af præster, der oplevede det dengang. Baggrunden for de blodige begivenheder var en oversættelse af bibelen til samisk, hvilket gav samerne en ny magt til at kæmpe for deres rettigheder. Sammenhængen med Livs personlige historie virker ikke altid lige oplagt, men føles ikke malplaceret.



Umiddelbart er ”Præsten” mest egnet som læsning en kold, mørk novemberaften, hvor melankolien præger sindet, og der ikke er nogen triste finske film i fjernsynet til at matche humøret. For det er en på mange måder dyster og mørk roman, og ikke kun pga. de 3 selvmord (heraf 1 selvmordsforsøg), den indeholder. Det er Livs nådesløse jagt på mening og søgen efter livsnærvær, der ligesom fastgør den sørgmodige tone, og disse sørgmodige følelser og stemninger formidler Ørstavik på en meget hudflettende og gribende måde.