menulogo

Romansiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Jonathan Strange & Mr. Norrell : roman af Susanna Clarke. - , 2005 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Magisk/Eventyrlige

Denne bog foregår i: England

Denne bog foregår i: London (England)

Magisk fantasyroman om grådighed, hovmod, arrogance og mørke kræfter i 1800-tallets magiske England.


bogomslag
Omslag af:
Sven Reiner Johansen
Året er 1806. I York mødes et selskab af magikere som studerer, småpraktiserer men især diskuterer den engelske magi. Selskabet inviterer den mystiske Mr. Norrell, som lever et tilbagetrukket liv men som ifølge rygtet skulle have en stor og enestående samling af magiske bøger i sit bibliotek.
Men Mr. Norrell er ikke interesseret i at dele sin viden med selskabet, og da han endelig indvilliger i at komme, er det med det formål at stoppe det magiske selskab. Til gengæld for Mr. Norrells demonstration af sine magiske kræfter accepterer selskabets medlemmer en aftale om aldrig at udøve og studere magi igen.



Aftalen betyder, at Mr. Norrell nu er den eneste udøver af magi i England, og med denne magt drager han til byen for at udnytte sine evner. Mr. Norrell bliver hurtigt det store samtaleemne, og inden længe arbejder han som rådgiver for regeringen, hvor han med sine magiske kræfter hjælper England mod fjenders angreb. Mr. Norrells største magiske bedrift bliver, da han genopliver en ung kvinde som er gift med en af Norrells indflydelsesrige venner. Pludselig opdager England, hvor stor Mr. Norrells magt er og agtelsen for ham stiger kraftigt.



Med Norrells succes stiger interessen for magi og efter nogle år indvilliger Norrell i at få en elev, den unge og intelligente men også arrogante Jonathan Strange. Strange suger Norrells lærdom til sig, men der er dele af Norrells bibliotek, der er lukket land for Strange, og efterhånden finder de ud af, at deres interesser går i hver sin retning. Deres uenigheder fører til et opgør, som betyder, at Strange fortsætter på egen hånd og en konfrontation mellem de to magikere synes uundgåelig.



Handlingen i Jonathan Strange og Mr. Norrell er umulig at genfortælle. Det er en magisk historie med utrolig mange snørklede sidehistorier, som tilsammen fører til det endelig opgør mellem det gode og onde.



Det har taget mig lang tid at læse bogen for det er en svær og indviklet historie og bogen kræver meget af sin læser.
Det er ikke en bog hvor man lige læser et kapitel her og der - dertil er historien simpelthen for kompleks. Derudover er bogen forsynet med et omfattende fodnotesystem, som næsten er en historie i sig selv.
Det ideelle vil være at læse bogen fra ende til anden, men da der er godt 750 sider kræver det jo sin mand/kvinde.



Det er en meget spændende historie. Når man starter på et nyt kapitel, bliver man hevet med ind i den magiske verden hvor alt kan ske - og det gør det!
Jeg tror, Jonathan Strange og Mr. Norrell er en bog som man enten nyder eller synes er alt for langt ude. For mig gælder det første, så jeg giver Strange og Norrell en varm (og magisk) anbefaling.



Af Louise Dam (07.02.2006)

Andre bogomtaler af Louise
romansiden.dk
romansiden.dk
Tilbage
Om Romansiden