![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Volvo lastvagnar : roman af Erlend Loe. - , 2006 (dansk udgivelsesår) Genrer: Venskab Denne bog foregår i: Sverige Doppler er kommet til Värmland, hvor han møder Maj Britt, der har fået forbud mod at holde undulater, og von Borring, der er spejder og fugleentusiast. ![]() Omslag af: Harvey Macaulay/Imperiet Vi mødte den norske familiefar Doppler i romanen af samme navn, hvor han slog sig ned i skoven, og nu har han så på sin vandring krydset grænsen til Sverige, hvor Volvo Lastvagnar foregår. Naturligvis medbringer han elgkalven Bongo, der har fulgt ham i tykt og tyndt, og sønnen Gregus, der snart skal få nok af sin fars eksperimenteren med tilværelsen. At give et handlingsreferat af Volvo Lastvagnar er temmelig meningsløst, for forfatteren, der denne gang optræder meget eksplicit i romanen, væver løs ud af den ene og den anden tangent, kommer med metakommentarer til sin egen tekst og laver den ene fodnote efter den anden. Og det er - undskyld udtrykket - eddermame skægt. Loe holder trods de mange sidespring teksten på sporet. Og hvilket spor! Doppler lærer så forskellige ting undervejs som at ryge hash, binde knob og køre lastbil, og Loe punkterer elegant de højstemte forventninger, læserne kunne have haft til Doppler. Volvo Lastvagnar er bestemt en værdig opfølger til den første roman om Doppler, og den udmærker sig som sagt ved ikke at leve op til forventningerne, men til en hel masse andet i stedet. Det er originalt, og det er også ganske modigt af forfatteren. Jeg har forøvrigt fået tilhvisket af en mandlig forfatter, at det kun er mænd, der forstår at værdsætte, HVOR morsomme Loes romaner er. I så fald ville jeg gerne være mand under læsningen af Volvo Lastvagnar, selv om jeg så ville være i overhængende fare for simpelthen at dø af grin. Af Nanna Knudsen (20.06.2006) Andre bogomtaler af Nanna |
