Den lille pige med svovlstikkerne var ikke alene om sulten og kulden i 1800-tallets natlige gader! Gaskell beretter om dramatiske skæbner fra Manchester’s mørke gyder og fugtige kældre.

Oprindeligt kaldte Gaskell denne roman ”John Barton”. I de første mange kapitler følger man først og fremmest denne mand, som arbejder på de nyligt industrialiserede bomuldsmøller i Manchester i midten af 1800-tallet. John Barton er en medfølende og handlekraftig mand, og han harmes over den ulighed, der er mellem rige fabriksejere og sultende arbejdere i Manchester. Da han mister sin kone og søn forhærdes han i sin vrede over uretfærdighederne og tilslutter sig bittert fagforeningens, nogle gange voldelige, kamp.



Gaskell’s forlag overtalte hende dog til at døbe sin roman ”Mary Barton”, muligvis for at tiltrække kvindelige læsere. Romanens sidste del handler også mest om John Barton’s datter, Mary, som står i lære som syerske. Hun drømmer om et liv som fin frue, forledt af sin egen skønhed og den rige fabriksejer Henry Carson’s tilnærmelser. Carson har selvfølgelig ikke reelle hensigter og Mary er godt på vej til at komme i uføre, da Carson bliver skudt, og hendes barndomsven Jem Wilson bliver anklaget for mordet. Jem har altid tilbedt Mary, som hårdnakket har afvist ham. Nu får hun et nyt indblik i sig selv og sine følelser.



Man skal især læse "Mary Barton" for dens virkeligt stærke og troværdige tidsbillede af det barske arbejdermiljø. Folk sulter og dør på stribe. Gaskell skriver meget medfølende med arbejderne, hvilket hun blev kritiseret for i sin samtid, men hun er aldrig sort-hvid i sine holdninger. Hun prædiker først og fremmest medmenneskelighed. Selve historien er meget simpel, men gribende. Karaktererne er lidt naivt tegnede, men virker alligevel ægte og levende. Der er en del mindre anekdoter og sidehistorier, som stritter lidt i hver sin retning, men som er underholdende nok.