![]() Romansiden er en del af Bognettet | Bogomtale Blå bror : roman af Ib Michael. - , 2006(1-4) (dansk udgivelsesår) Genrer: Hverdagsliv, Venskab Denne bog foregår i: Danmark Dannelsesroman når den er bedst. Tankerne går tilbage mod romaner som Den kroniske uskyld, Jørgen Stein eller De uanstændige. Og det er vel ikke så ringe endda! Ib Michael har skrevet en rigtig udviklingsroman om en ung mand, der har problemer med kærligheden og med venskaberne. Hovedpersonen er venner med Mark og Regina. Mark er den forstående ven, som tilsyneladende har orden og kontrol over sin tilværelse. Mark kom ind i klassen for ca. 1 år siden og nu er de bedste venner. Hovedpersonen er dog meget forelsket i Regina og vil gerne indlede et forhold til hende. Det er dog Mark der får al Reginas opmærksomhed. Forholdet mellem dem forstyrres også at hovedpersonens planer om at lave en film. I en periode af romanen bliver alt set i det perspektiv; hvordan laver jeg denne scene, hvordan vil hun/han virke som person i filmen osv. Det er selvfølgelig meget trættende for omgivelserne, men modsat er det nok ud over seksualitet, det eneste som virkelig optager hovedpersonen. Hovedpersonen er interesseret i at få Pia med i filmen, men problemet er, at hun er kærester med Birger, der på sin side er leder at den lokale rocker-gruppe. Birger får dog tilbudt en rolle og så er problemet tilsyneladende løst. Men når man er ung og fuld af hormoner i kroppen, er det ikke helt let at være i nærheden at det modsatte køn. Forholdet til rockergruppen tager en uventet drejning efter en fest i hovedpersonens hjem, hvor en af rockerne død. Samtidig finder hovedpersonen pludselig ud af Marks hemmelighed – og selv om den ikke er svær at gætte – vil jeg alligevel undlade at røbe den her. Men hemmeligheden sætter for en tid deres venskab på en hård prøve. Titlen for fortællingen skal også lige have et par kommentarer med på vejen. Blå bror henviser til hovedpersonens tvillingbror der døde ved fødslen. Samtidig har hovedpersonen en række dialoger med denne bror gennem hele romanen. Blå bror står som en stærk roman om 1960ernes Danmark. Vi er i overklassen og det er bestemt en spændende fortælling Ib Michael har til os. Af Per Kjær (10.10.2007) Andre bogomtaler af Per |
